Artikler

På vejen mellem fortvivlelse og håb midt i Afrikas plastikmareridt

I sidste uge blev der skrevet historie i FN, da vejen for en global plastiktraktat blev banet. Mellem det stramme program fik jeg sammen med mine NGO-allierede en spontan mulighed for at besøge Østafrikas største losseplads. Og pludselig befandt jeg mig midt i et rædselsscenarie blandt lokale affaldsindsamlere, der dagligt sætter liv og sundhed på spil for plastikkrisens umenneskelige vilkår.

Nairobi, Kenya, 1. marts 2022. Det var dagen før en skelsættende aftale på plastik blev forhandlet på plads i FN. Samtidig var det dagen for den årlige International Waste Picker Day – en global fejring til ære for 11 affaldsindsamlere, der i 1992 blev brutalt myrdet ved universitetet i Columbia i 1992. Formelle og uformelle affaldsindsamlere verden over mindes hvert år denne frygtelige hændelse, og bruger samtidig dagen til at skabe bevidsthed i omverdenen om de udfordringer, som affaldsindsamlere står over for, mens de kæmper for at tjene til livet og forsørge deres familier.

I lande som Kenya, der ikke har en etableret affalds-infrastruktur, spiller de uformelle affaldsindsamlere en helt afgørende brik i affaldssektoren. Men deres levebrød er under hårdt pres fra globale virksomheder, som i stigende grad sælger deres produkter i engangsplastik-emballager, der har så lav værdi, at de ikke kan betale sig for affaldsindsamlerne at samle ind – og det ofte til trods for, at der står på emballagerne, at de er 100% genanvendelige.

Ca. 7 kilometers kørsel fra FN-kvarteret ligger ét af Afrikas hjemsteder for verdens affaldsindsamlere: Dandora. Et gigantisk bjerg af engangsplastikaffald, der strækker sig over 10 kilometer. 

I dag skulle jeg markere International Waste Picker Day ved at besøge stedet.

Noget af det første, jeg husker, da vi nærmede os Dandora, var en ubeskrivelig, uudholdelig stank, der ramte mine næsebor. Flere steder rundt omkring på pladsen så jeg røg og tyk smog stige op. Røg og damp, der både opstår fra råddenskab af madaffald og afføring fra dyr mennesker, og fra direkte ildpåsætning af affald for at slippe af med fraktioner uden værdi – men i lige så høj grad fra affald, der antænder af sig selv, når det deponeres i så massive lag, som det gør her på Dandora.

Bjerge af affald så langt øjet rakte. Dandora bringer mad på bordet til ca. 3.000 familier – Mænd, kvinder og børn, der hver dag leder i bunkerne af uhumsk plastikaffald efter noget, der kan vendes til profit, eller måske bare noget, de kan spise. Oprydning på lossepladsen udføres manuelt uden nogen for form beskyttelse – med alvorlige helbredsmæssige konsekvenser til følge.

Ud af de 9 procent af verdens plastik, som indtil videre er blevet genanvendt, anslås det, at affaldsindsamlere  i det globale syd og udviklingslande har stået for at indsamle 5 procent heraf. Med andre ord yder disse mennesker hver dag en uvurderlig indsats – og derfor skulle man nok tro, at de i det mindste nød anerkendelse fra omverdenen for det ekstremt vigtige arbejde, de udfører. Men sådan forholder det sig ikke.

“Vi er de usynlige hænder, der renser verden.”

Affaldsindsamler på Dandora

Affaldsindsamlerne tjener stort set intet på det, de finder. Langt størsteparten af de 30 lastvognlæs med plastikaffald, der dagligt modtages på Dandora, har ingen værdi. De består nemlig oftest af en sammenblanding af materialer, som gør dem svære, for ikke at sige umulige at genanvende.

PET-flasker (som vi kender fra sodavand og vand) er der dog særlig rift om hos indsamlerne, da de er lette at afsætte på markedet. Finder man et parti flasker, er det med at vogte over dem: Andre indsamlere står på spring for at få fingre i dem, hvilket fører til daglige konfrontationer, sågar drab i ekstreme tilfælde, fik jeg at vide af en lokal. Langs kanterne af lossepladsen sidder forhandlere klar til at købe flaskerne, der typisk giver et afkast på mindre end 5 øre pr. kilo. Det kan tage timer, måske endda dage, at samle et kilo flasker.

De få penge, de har eller tjener, går til at købe mad.

Fugle, køer og geder har taget ejerskab over deres egne områder på affaldshøjene.

Dandora er ikke blot en rædselsfuld arbejdsplads for tusindvis af mennesker, som efter en lang dags slid med liv og lemmer som indsats kan tage hjem til sine kære. Det er en by i sig selv, som man aldrig slipper væk fra. Folk bliver født her, bor her, går i skole her (hvis man er så heldig) og dør her. 

Den massive forurening og skadelige dampe fra området har ikke mindst alvorlige konsekvenser for Dandoras børn, hvoraf en stor del lider af blodmangel, hudinfektioner og luftvejssygdomme som kronisk bronkitis og astma. Gennemsnitslevealderen i området er omkring 40-50 år.

Vildfaren plastik fra Østafrikas største losseplads – på vej videre ud i naturen.

Fornyet håb for verdens affaldsindsamlere

Jeg tog tilbage til FNs hovedkvarter overvældet af vrede, sorg og smerte for de tusindvis af mennesker, der bor og arbejder på Dandora, og sandsynligvis vil være stavnsbundet hertil resten af deres liv. Den giftige røg fra pladsen sad i mine øjne, hals og lunger flere dage efter. Som et minde om min mest hjerteskærende oplevelse nogensinde.

Dagen efter besøget skete det, som vi i årevis har kæmpet for, men som ingen af os turde håbe på før til allersidst: 193 lande nåede til enighed om, at vi skal have en global traktat for at stoppe verdens plastikforurening. Aldrig før har jeg oplevet stemningen i FN så euforisk. For anden dag i træk fik tårerne frit løb hos mig. Men i dag gjorde de det særligt af én grund.

Kort tid forinden, mens det endelige udkast til aftalen stadig var til forhandling, lykkedes det at få et afsnit skrevet ind om affaldsindsamlernes bidrag og betydning i den globale genanvendelsesøkonomi, som kom med i den færdige aftaletekst.

Det betyder, at affaldsindsamlerne med den nye resolution for første gang nogensinde anerkendes som mennesker af verdens ledere. Mennesker, som normalt er usynlige, på bunden af samfundet, og jaget af deres egne regeringer og affaldskarteller. 

Når der over de næste to år skal arbejdes med at udvikle indholdet i den plastiktraktat, som endeligt skal vedtages, skal affaldsindsamlerne inkluderes arbejdet, så det sikres, at de får en stemme i den aftale, der kommer til at påvirke deres fremtid – en fremtid med rettigheder og ordnede, sikre forhold.

Jeg rejste fra Nairobi med håb i hjertet. Men jeg vil aldrig glemme de indtryk, jeg fik på Dandora.