Presse- og kommunikationsmedarbejder hos Plastic Change 

Drømmer du om at bruge din presseerfaring og dit kommunikationstalent i et meningsfyldt og afvekslende job, hvor du kan fremme en af vor tids vigtigste miljødagsordener? Så skynd dig at sende en ansøgning, der vælter os bagover.

Vil du være med til at forandre verden til det bedre, og brænder du for at skabe radikal grøn omstilling til gavn for klima, miljø, biodiversitet og menneskers sundhed? Er du skarp til at omsætte historier i nyhedsmedierne og kender du mediebranchen indefra? Så kunne det meget vel være dig, vi søger til en spændende nyoprettet stilling på vores kontor i København. 

I Plastic Change arbejder vi for at bekæmpe den stigende plastikforurening, og det gør vi ved at fokusere på løsninger, der reducerer produktionen og forbruget af plastik i Danmark og resten af verden.  Vi tror på, at forandringen skal ske via indsatser rettet mod civilsamfund og industriaktører samt gennem massiv national og international politisk interessevaretagelse. Plastikdagsordenen er i rivende udvikling i disse år, og FN er netop nu i færd med at forhandle verdens første plastiktraktat, der skal afdække hele plastikkens livscyklus fra produktion og forbrug til affald og forurening, herunder plastikkens konsekvenser for menneskers sundhed og fundamentale menneskerettigheder. Der er nok at tage fat på, og vi ønsker at styrke vores indsats via øget synlighed og kendskab i medierne til de komplekse problemstillinger, der er forbundet med vores plastikforbrug. 

Du vil komme til at stå i spidsen for at sætte vores mærkesager på dagsordenen i de danske nyhedsmedier i samarbejde med vores team af dygtige fagmedarbejdere. Din rolle vil være helt central i forhold til både at planlægge, eksekvere og derigennem vækste vores tilstedeværelse og synlighed i nyhedsmedierne. 

Hvem er du

Vi forventer, at du er uddannet journalist eller uddannet inden for kommunikation med journalistisk erfaring fra en nyhedsredaktion eller et større dagblad og har nogle års erfaring med dig. Du har blik for de “gode” historier og forstår, hvad der skal til for at vække interessen på nyhedsredaktionerne – og så er du ihærdig og vedholdende i forhold til at være opsøgende og danne relationer. 

Du skal kunne sige ja til at:

  • Have praktisk journalistisk erfaring fra en nyhedsredaktion, større dagblad eller lignende.
  • Have stærke netværkskompetencer og være en ørn til at skabe relationer. Måske har du allerede et godt netværk i det danske mediebillede.
  • Have et godt overblik samt øje for de gode gode historier og kunne skære dem til. 
  • Være idérig, selvstændig og opsøgende, ligesom du skal kunne lide at eksekvere på opgaver.
  • Have erfaring med medieovervågning og kunne anvende disse strategisk.
  • Have en skarp og klar pen og kunne formidle på alle relevante medieplatforme. 
  • Kunne formidle og håndtere SoMe opslag.
  • Have gode samarbejdsevner og være en teamplayer.
  • Have god energi og godt humør – også når der skal løbes stærkt.
  • Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med eller forståelse for at være i krydsfeltet mellem kampagnearbejde, politik og fundraising.

Vi kan tilbyde

Vi har et hyggeligt og uformelt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden med stort og småt i en travl hverdag, og hvor vi vægter det sociale fællesskab og sammenhold meget højt.

Vi har:  

  • En dynamisk og ung organisation i udvikling med kort vej fra idé til handling. 
  • Et ambitiøst og tværfagligt arbejdsmiljø med forskellige fagligheder. 
  • Stor fleksibilitet og indflydelse på arbejdet og tilrettelæggelse af arbejdsdagen. 
  • Kontor i et grønt kontorfællesskab med en række andre spændende organisationer,  som vi samarbejder med på tværs af de grønne dagsordener.
  • Lækker vegetarisk frokostordning.

Løn- og ansættelsesforhold aftales individuelt. 

Praktisk info 

Arbejdsstedet er på vores kontor i Læderstræde 20 i indre København. 

Vi indkalder kandidater til samtale umiddelbart efter ansøgningsfristen, og sigter mod at ansætte med opstart snarest muligt. 

Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning inklusiv CV. Ansøgningen sendes til strategisk direktør Anne Aittomaki på aa@plasticchange.org med emnelinjen: ”Pressemedarbejder”.

Ansøgningsfrist: 26.02.2023 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge – uanset kønsidentitet, seksuel orientering, etnisk baggrund, religion, handicap eller alder. 

Vi glæder os til at høre fra dig. 


Hvem er vi og hvilken udfordring står vi overfor?

Plastic Change er en dansk miljøorganisation, som blev stiftet 2014, og vi har siden været med til at sætte plastik problematikken på dagsordenen – både herhjemme og i udlandet.


For få år siden var plastikforureningen et problem, der først og fremmest handlede om de 8-12 mio. tons plastik, der hvert år udledes til verdenshavene og konsekvenserne for havets dyr. I dag er plastik i langt højere grad et forbrugsproblem, der har omfattende negative konsekvenser for både klima, miljø, biodiversitet og menneskers sundhed. Konsekvenserne af vores plastikforbrug presser på fra alle sider, og er nu også trængt helt ind i kroppen på mennesker. Samtidig ser vi ind i en fremtid, hvor vi bliver udsat for endnu mere plastik, og hvor plastikforureningen vil være tredoblet i 2040, hvis produktionen fortsætter med at stige.

Kontakt

Anne Aittomaki

Strategisk direktør

Mail: aa@plasticchange.org
Tlf.:   +45 2614 2070