Nyheder
Globelet: genbrugskoppen til affaldsfrie events
Foto: Globelet
Festivaler, fodboldkampe og andre festlige begivenheder er ofte forbundet med indtagelse af forskellige typer af drikkevarer som f.eks. øl, kaffe, vin og vand. De våde varer serveres desværre ofte i engangsemballage, som smides ud efter brug. Det giver store mængder affald, og samtidig er det et ubæredygtigt træk på vores ressourcer. Men sådan bør det ikke være.
Missionen er enkel: Stop brug af engangsplastik, skab øget brand-bevidsthed og giv en bedre oplevelse for gæsterne. Det er idégrundlaget bag virksomheden Globelet, der lige nu opererer i Australien, New Zealand og USA.
Globelet leverer genbrugelige kopper, krus, vinglas og vandflasker, som kan bruges på stadioner, i shoppingcentre, på kontorer og til events med op til 80.000 deltagere.
Virksomheder eller arrangører, der benytter Globelets løsninger, kan enten leje eller købe produkterne. Her det også muligt at få printet eget logo eller design, hvormed kunden også får mulighed for at brande sig på de genbrugelige produkter.
Læs også: Tuborgs genbrugskrus hjælper Folkemødet på vej mod bæredygtighed
Et lukket cirkulært system baseret på teknologi
Globelets løsning er et lukket system med genbrugelig emballage, der er baseret på teknologi, som kan spore produkterne.
Produkterne fabrikeres i New Zealand, hvorfra de leveres til det sted, hvor de skal bruges. Når gæsten køber sin første drik, betaler vedkommende et depositum for den genbrugelige emballage, som man får igen, når koppen returneres til udskænkningsstedet eller det tilknyttede område. Efter begivenheden indsamles emballagen og sendes tilbage til Globelets egne faciliteter for at blive vasket – eller de kan rengøres på de specifikke lokationer.
Hvis produkterne er blevet beskadiget, bliver de genanvendt til nye produkter – men indtil videre har Globelets ældste kopper cirkuleret i mere end fem år.
Cirkulære systemer er vejen frem i kampen mod plastikforurening
Plastikproblematikken er tæt forbundet med en stigende produktion og forbrug af engangsemballage i plastik. Derfor er det helt afgørende, at vi re-tænker måderne, hvorpå vi forbruger emballage, og her er Globelet et godt eksempel at lade sig inspirere af.
Læs også: Genbrug kommer til at ændre vores syn på hverdagsemballage
I Danmark er vi blandt de bedste i verden til at producere affald, og hvis vi skal ændre på denne kedelige rekord, så er det netop cirkulære systemer, der skal fokus på, så vi kan udnytte vores ressourcer mere bæredygtigt og reducere vores affaldsmængder.
I Danmark har virksomhederne Kleenhub og BYKOP meldt sig på banen med deres bud på genbrugelige løsninger, og Tuborg har udviklet et genbrugskrus, der blandt andet skal bruges på Folkemødet 2021. Plastic Change følger denne udvikling tæt og håber, at den også vil smitte af på andre brancher.
EU-lovgivning skal føre cirkulære systemer med sig
Fra 2025 skal alle EU-medlemslande have indført det såkaldte udvidede producentansvar, der betyder, at producenterne i højere grad bliver ansvarlige for deres produkter og emballager igennem hele deres livscyklus.
Plastic Change kæmper for, at udvidet producentansvar vil føre nye forretningsmodeller og flere cirkulære systemer med sig, da virksomhederne med fordel kan implementere genbrugsløsninger for at skabe større kontrol med egne emballager. Her kan danske virksomheder for eksempel lade sig inspirere af virksomheder som Ace of Air, reCIRCLE og LOOP, der alle har genbrug og cirkulære systemer som en central del af forretningsmodellen.