Nyheder

14 meter kaskelothval i fuld størrelse genopstår af plastik i Løkken

Startskuddet går – 14 meter lang plastikhval skyder nyt lokalprojekt i gang

Lørdag den 20. juni, slår Plastic Change dørene op til en helt ny afdeling og udstilling på Sdr. Strandvej 5 i Løkken. Åbningen markerer startskuddet på et monumentalt og lokalt forankret kunstprojekt: Opførelsen af en 14 meter lang kaskelothval bygget af indsamlet strandplastaffald.

Et råt vidne til en sand tragedie

Inspirationen til kunstværket, der bygges i Løkken, kommer fra en tragisk virkelighed, som ramte de nordjyske kyster i februar 2026. Her strandede en stor kaskelothval ved Ålbæk. En efterfølgende obduktion afslørede, at hvalen var død af sult, fordi den havde 12 kg plastik, reb og fiskenet siddende fast i halsen, hvilket gjorde det umuligt for den at optage føde.

Den kommende hvalinstallation på Klitpladsen i Løkken skal fungere som et synligt og kraftfuldt vidne til denne tragedie. Den skal minde os alle om konsekvenserne af vores enorme forbrug af engangsplastik og tænde et håb om, at vi i fællesskab kan skabe den forandring, der skal til for at beskytte både naturen og menneskekroppen mod plastikforurening.

Fra strandrensning til monumental kunst

Projektet er drevet af stærke lokale fællesskaber og frivillig aktivisme. Hen over sommeren arrangerer Plastic Change i alt 25 strandrensninger (Beach Clean Ups) langs vestkysten. Det plastikaffald, som borgere og turister i fællesskab samler ind her, bliver gemt og brugt som byggemateriale til hvalen.

Selve trækonstruktionen af hvalen opføres i påsken 2027 af klimakunstner Lise Vestergaard, hvorefter frivillige og kunstneren i fællesskab monterer det indsamlede plastik. Når hvalen står færdig, skal den på en oplysende turné rundt i hele Danmark – og her vil den medbringe både spøgelsesnet fra havbunden og skoleformidling for at inspirere til handling mod engangskulturen.

    Kom til åbning i Løkken

    Udstillingen og de nye lokaler indvies lørdag d. 20 juni i samarbejde med Hjemhavn og Northshore Surf. Dagen skydes i gang klokken 10.00 med en Beach Clean-up på stranden, hvor det indsamlede affald bagefter sorteres i gårdhaven.

    Fra klokken 12.00 til 16.00 er der officiel åbning af udstillingen. Her vil stifter Henrik Beha Pedersen byde velkommen og fortælle om Plastic Changes arbejde, og klimakunstner Lise Vestergaard vil udfolde de kunstneriske visioner bag hvalen. Der vil desuden være mulighed for rundvisninger, forfriskninger og lancering af lokale sommeraktiviteter.

    Giv et bidrag til Plastic Change og dermed projektet i Løkken, og vær med til at råbe Danmark op og gøre en direkte forskel for vores have 👉