Nyheder
VYTAL: Smart takeaway-emballage i fuld fart frem under coronapandemien
Foto: VYTAL
Den tyske startup VYTAL vil komme takeaway-affald til livs med et smart retursystem, der er til gavn for både kunder, virksomheder og miljø: Lån en gratis genbrugsemballage, når du bestiller mad på farten, og returner den på bekvemmelig vis bagefter.
Et år med corona har sat sine tydelige spor. Salget af takeaway er steget kraftigt, og det samme er affaldsmængderne herfra til følge.
Men løsningerne findes derude. Faktisk behøver vi blot kigge mod vores tyske naboer for at finde gode eksempler på smarte genbrugssystemer i takeaway- og restaurationsbranchen, der både giver høj bekvemmelighed og bedre madoplevelser og samtidig skåner miljøet for unødvendigt emballagespild.
Én af disse løsninger kommer fra startuppen VYTAL, en platform til hjemmelevering og afhentning af mad i genbrugelig emballage. Platformen blev introduceret under Covid-19-pandemien til støtte for restauranter og lokale virksomheder.
Systemet består af genbrugelige beholdere til eksempelvis pizza, sushi og salater, samt et digitalt retursystem, hvorfra kunden kan bestille sin mad til levering og afhentning. Når måltidet er indtaget, kan man enten aflevere den tomme emballage ved et af de steder, der er med i ordningen, eller få den afhentet ved næste levering. Herfra vaskes og klargøres emballagen til næste kunde.
Nytænkning og moderne teknologi sikrer høj returprocent
I stedet for at betale pant tilmelder kunden sig VYTALs retursystem via en app. Herfra låner kunden emballagen gratis og opkræves kun, hvis emballagen ikke er returneret inden for 14 dage. Returneringen tilskyndes endvidere via appen, der giver påmindelser og viser, hvor meget engangsemballage man har sparet ved at vælge VYTALs emballage. Alle disse faktorer har tilsammen været med til at sikre en gennemsnitlig returtid på 4 dage og en returrate på 97,5% inden for en to-ugers-periode.
VYTAL leverer i øjeblikket til ca. 100 restauranter og kantiner på tværs af Tyskland. I øjeblikket arbejder virksomheden på at etablere partnerskaber med virksomheder og byer, der sigter mod at blive affaldsfri.
Læs også: Kleen hub: dansk-udviklet takeaway-emballage der kan bruges igen og igen
Grønnere for miljøet – god for takeway-branchen
VYTALs genbrugelige emballage kommer med en række fordele for både kunder, restauratører og miljøet. Ud over at kunne bidrage til mindre emballagespild, nyder kunderne godt af emballagens høje kvalitet, der gør den i stand til at holde maden varm i længere tid (i gennemsnit tabes kun 3 ° temperatur på 10 minutter).
Restauranterne sparer op mod 20-30% i omkostninger til emballering sammenlignet med engangsemballager. Samtidig oplever de en høj loyalitet i form af tilbagevendende kunder, der bestiller igen inden for en uge for at kunne levere emballagen tilbage. Restauratørerne oplever ligeledes, at den genbrugelige emballage har positiv indvirkning på omdømmet. Af denne grund har flere besluttet kun at udbyde takeaway via genbrugssystemet fremover.
VYTALs emballage har samtidig en klimagevinst på ca. 30 kg mindre CO2-udledning pr. skål over en livscyklus sammenlignet med engangsemballage af styrofoam.
Læs også: Dansk NGO og ny start-up vil skabe et nyt retursystem for emballage
I Plastic Change følger vi udviklingen i grønne initiativer i både ind- og udland tæt. Vi arbejder for lignende løsninger i Danmark, og vi glæder os til at følge udbredelsen af genbrugelig emballage herhjemme.