Guide
Hvordan undgår jeg mikroplastik i kroppen?
Er mikroplastik farligt for mig? Hvad kan jeg gøre for at undgå, at det ender i min og mine børns kroppe? Det er nogle af de spørgsmål der rejser sig, når vi hører om nye fund af mikroplastik i vores mad, vand og endda i blodet. Men du kan faktisk selv gøre noget for at undgå det. Her får du en række råd til, hvordan du bedst undgår at indtage mikroplastik i hverdagen.
Plastikpartiklerne i vores kroppe stammer fra flere kilder, inkl. vores drikkevand, især når plastik opvarmes, fx i to-go kopper eller te-poser. Selvom forskere endnu ikke ved præcis, hvordan mikroplast påvirker os, er der påvist skadelige effekter på menneskeceller. Vi arbejder derfor på at øge bevillingerne til forskning i plastiks sundhedsskadelige effekter og presser politikere både i Danmark, EU og FN for at sætte større fokus på problemet.
Plastik hører ikke hjemme i vores krop og vi anbefaler, at alle er forsigtige indtil vi ved mere om de mulige skadelige effekter af at vi indtager plastik.
Læs også: Plastic Change lancerer kampagne mod mikroplastik: Mission: Mikroplastik
Tips til at undgå mikroplast i kroppen
1. Drik vand fra hanen
Verdens sundhedsorganisationen WHO påpeger at der er mikroplastik i vores drikkevand. Grundvand i Danmark er godt filtreret.
2. Brug en drikkedunk af stål
Når du vasker en drikkedunk af plastik i opvaskemaskinen, kan det varme vand medføre at en række kemikalier og plastikpartikler frigives fra drikkedunken. Brug i stedet en drikkedunk af stål.
3. Beskyt dine børn – brug sutteflaske af glas
Når en plastik-sutteflaske fyldes op med varm mælk eller vælling, kan der frigives plastikpartikler. Brug en sutteflaske af glas i stedet.
4. Tjek dine plejeprodukter
Der kan være plastik i meget kosmetik og cremer, og det trænger ind gennem huden. Undgå derfor produkter, hvor der er polymer eller crosspolymer på ingredienslisten.
5. Undgå teposer af plastik
Teposer af plastik frigiver usædvanligt meget mikroplast. Brug en stålsi eller filter af rent papir istedet.
6. Din egen to-go-kop til kaffen
Begræns dit forbrug af to-go-kaffe i papkrus, hvor indersiden oftest er beklædt med plastik. Medbring og brug for eksempel din egen termokop af stål i stedet.
7. Varm mad + plastik = et dårligt match
Når du pakker varm mad ned i en beholder af plastik, kan der frigives plastikpartikler. Brug derfor en beholder i stål eller glas i stedet. Hvis du bruger plastik, så lad maden køle af, før du putter det i beholderen.
8. Madlavning uden melamin
Madlavningsredskaber af plastik kan frigive plastik, særligt melamin redskaber, når det er i kontakt med kogende vand eller varme pander. Brug derfor i stedet madlavningsredskaber af stål eller træ.
9. Karklud
Når du bruger skuresvampe, klude og gulvmopper, betyder slid, at der kan frigives plastik. Brug derfor istedet skuresvampe, klude og gulvmopper fri for plastik.
10. Tjek dit tøj
Syntetisk tøj frigiver mikro- og nanoplast, både når du går i det og når du vasker og stryger. Mange af partiklerne ender i luften, og du kan komme til at indånde det. Gå derfor efter tøj, som ikke indeholder polyester, nylon og elastan.
11. Husk indeklimaet
Støvet i vores hjem indeholder mikro- og nanoplastik fra vores tøj, tæpper, møbler gardiner og så videre. Sørg for at lufte godt ud, især når du støvsuger og gør rent, hvor støvet hvirvles op.