Nyheder
Ny rapport: Reuse vinder
NGO’en Upstream har udgivet en ny rapport, der konkluderer på de miljømæssige, økonomiske og forretningsmæssige fordele ved at skifte fra engangsbrug til flergangsbrug inden for bordservice. Og konklusionen er klar: Reuse vinder. Altid.
Plastikforureningen fortsætter med at stige. Det anslås, at der lige nu flyder ca. 150 millioner ton plastik rundt i havet, hvoraf det meste stammer fra emballager og takeaway-affald. En stor del af de plastikemballager, der produceres, ender i miljøet. Men det er vigtigt at huske, at emballagerne ikke først forurener, når de ender i havet, i skoven eller i vejsiden. De mange engangsemballager af plastik forurener i hele deres livscyklus: fra udvinding af olie, til produktion, transport, forbrug, og når de bortskaffes. I hele denne proces er emballagerne til skade for både miljø og mennesker.
Men det er ikke kun plastik, der er en del af problemet. Alle engangsprodukter genererer store mængder af affald og er til unødvendig skade for miljø og mennesker, om de er lavet af plastik, træ, papir eller et fjerde materiale. Derfor peger den nye rapport på, at problemet er vores brug-og-smid-væk-kultur. Derfor skal vi sætte ind her.
Læs hele rapporten her: Reuse Wins
Flergangsbrug skaber fordele for miljø, økonomi og mennesker
Rapporten har tre vigtige konklusioner.
Først og fremmest konkluderes det, at bordservice til flergangsbrug altid er bedre for miljøet end alternativerne til engangsbrug. Det inkluderer bl.a., at bordservice til flergangsbrug udleder langt mindre CO2 end deres engangsmodstykker i hele deres livscyklusser. Derudover resulterer flergangsbrug i et lavere vandforbrug, og det beskytter verdenshavene samt lokalsamfund. Desuden forebygger flergangsbrug affald, før det dannes. Det sparer miljøet for forurening og lokalsamfund for penge til oprydning.
Den anden vigtige konklusion er, at flergangsbrug kan spare virksomheder for betydelige beløb. Der er nogle højere forudgående omkostninger ved at anskaffe sig, eksempelvis, stål-bestik og keramik-tallerkner, men efter kun få ganges brug sparer virksomheden penge sammenlignet med engangsbrug. I Upstreams’ undersøgelse viser det sig, at overgangen fra engangsbrug til flergangsbrug sparede de undersøgte virksomheder for penge i 100% af tilfældene med on-site servering.
Den tredje vigtige konklusion i rapporten er, at en ny serviceøkonomi til takeaway og levering med fokus på flergangsbrug skaber muligheder for iværksættere, investorer og forbrugere. Heriblandt skaber flergangsbrug jobs og gør madoplevelsen mere behagelig. Derudover resulterer elimineringen af affald i mindre forurening samt økonomiske besparelser for regeringer og virksomheder.
Læs også: Kleen hub: dansk-udviklet takeaway-emballage der kan bruges igen og igen
Hvorfor er genanvendelse og andre materialer til engangsbrug ikke den bedste vej at gå?
Når den grønne dagsorden og emballager diskuteres, kommer ord som ‘genanvendelse’, ‘bio-plastik’, ‘papiremballager’ og ‘komposterbart’ ofte på banen. Den nye rapport peger på, at det ikke er nok hverken at erstatte engangsplastik med andre engangsprodukter eller udelukkende at fokusere på genanvendelse.
En af hovedpointerne i denne forbindelse er spørgsmålet om, om produkterne og mademballagerne reelt set bliver genanvendt eller komposteret. Her nævner rapporten, at såkaldt komposterbart plastik i praksis ofte ikke komposteres, bl.a. grundet fødevareforurening. De fleste fødevareforurenede emballager kan heller ikke genanvendes og ender i stedet på lossepladser, ved forbrænding eller i miljøet.
Læs også: Europæisk plastikaffald sendt til genanvendelse ender med at forurene i Tyrkiet
Derudover resulterer andre materialer til engangsbrug også i store miljømæssige problemer. Eksempelvis er engangsemballager af papir forbundet med skovryddelse og vandforurening. Derudover er de ofte overtrukket med giftige kemikalier til skade for miljø og mennesker.
Løsningen er klar: Flergangsbrug er win-win
Rapporten gør det klart, at den bedste løsning for planeten er at overgå fra engangsbrug til flergangsbrug.
Langt de fleste livscyklus-studier inden for bordservice peger på, at flergangsbrug er bedre end engangsbrug. Heriblandt konkluderer rapporten, at genbrugelige glas og keramikservice har langt den laveste miljøpåvirkning.
Rapporten understreger, at flergangsbrug er en win-win for miljø og økonomi. Foruden de miljømæssige fordele ved flergangsbrug, indebærer det en del økonomiske fordele, bl.a. kundetilfredshed, brandloyalitet, besparelser og nye forretningsmuligheder.