Nyheder

Ny greenwashing-lov vedtaget i EU

Det skal være slut med at vildlede forbrugerne med greenwashing. EU-parlamentet har nemlig besluttet, at firmaer skal bevise det, hvis de bruger ord som “naturlig”, “bionedbrydelig” eller “klimaneutralt”.

Den 17. januar i år blev det besluttet, at det er slut med at greenwashe produkter. Fremover skal du kunne stole på, når et firma fx skriver, at en vare er miljøvenlig. 

– Det er ikke rimeligt, at virksomheder i dag i så stor stil kalder deres produkter bæredygtige eller grønne, uden at de er det. Vi ser det som et vigtigt skridt i den rigtige retning, at det fremover vil kræve langt mere dokumentation fra industriens side, hvis de markedsfører deres produkter med grønne påstande. De nye regler vil generelt øge gennemsigtigheden for os forbrugere, og det er rigtig godt, siger Malene Høj Mortensen, politisk chef i Plastic Change. 

Læs også: EU-forbud mod eksport af plastikaffald er et vigtigt skridt i den rigtige retning

Udover specifikke varebetegnelser, så sikrer loven bl.a. også, at der ikke kan reklameres med, at en vare kan repareres, hvis det altså ikke er tilfældet. 

Når EU-direktivet bliver færdigbehandlet i EU-systemet, skal de enkelte medlemslande efterfølgende inkorporere det i national lov, før det træder i kraft.

Eksterne kilder: 

Europa Parlamentet: EP vedtager ny lov, der forbyder greenwashing og vildledende produktinformation