Nyheder

Ny EU-lovgivning skal reducere engangsplastik

Europa-Kommissionen har taget et vigtigt skridt fremad i bekæmpelsen af ​​plastforurening, med nye love, der skal reducere mængden af engangsplastik. “Omsider lader det til, at kommissionen har lyttet til vores opfordring til at dæmme op for de ødelæggende virkninger af plastforurening. Med udfasning af unødvendigt engangsplastik og andre produkter, hvor der allerede findes et bæredygtigt alternativ, er vi kommet et vigtigt skridt videre, når der gælder en ansvarlig anvendelse af plastik, ” udtaler Anne Aittomaki, programchef i Plastic Change.

Lovforslaget, der har til formål at forebygge og mindske engangsplastiks negative påvirkning af især havmiljøet, indeholder en række forskellige politiske initiativer, fra forbud og reduktion til mærkning og udvidede producentansvarsordninger.

Men lovforslaget undlader at sætte specifikke EU-mål, der skal reducere forbruget af engangskrus og kopper samt plastikbeholdere til mad, og nøjes med et løfte om at undersøge muligheden inden for seks år efter gennemførelsen af loven. Det kan resultere i, at nogle lande vil hævde, at de tager de nødvendige skridt, så længe de har mindsket forbruget af den type plastik – uanset hvor lille reduktionen er.

“Når man tænker på, hvordan plastikforureningen vokser dag for dag, er det afgørende, at Europa-Parlamentet og EU-ministrene indfører konkrete og specifikke mål og fastsætter en kortere evalueringsperiode for at sikre en effektiv og hurtig udfasning af engangsplast, ” fastslår Anne Aittomaki.

Europa-Parlamentet og EU’s ministerråd vil drøfte og ændre lovforslaget i de kommende måneder.

Lovforslaget omfatter bl.a. følgende:

  • Forbud mod sugerør, bestik og tallerkener, vatpinde og ballonpinde lavet af plastik.
  • Påbud om “væsentlig” reduktion i forbruget af plastfødevarebeholdere og kopper inden for seks år.
  • Krav om at i 2025 skal 90 % af alle plastikflasker indsamles, fx via udvidet producent ansvar eller pantordninger.
  • Mærkning af hygiejnebind, vådservietter og balloner med information til borgerne om, at det ikke må ende i miljøet efter brug.
  • Udvidet producent ansvar i forhold til bl.a. håndtering af affald i form af fiskegrej, cigaretskodder, drikkevarebeholdere, herunder låg og hætter, madbeholdere, lette plastposer og vådservietter.