Nyheder

Fremtiden kalder på genbrug, hvis vi skal løse plastikkrisen

I dag lanceres en europæisk kampagne på genbrug, ”We Choose Reuse”, som er en kampagne, der støttes af 40 grønne organisationer i Europa, der alle peger på genbrug som løsningen i kampen mod engangsplastik.

Engangsemballager og engangsprodukter med kort levetid fører til store mængder affald, mere plastikforurening, og er et ikke-bæredygtigt træk på jordens begrænsede ressourcer. Formålet med ”We Choose Reuse”-kampagnen er at sætte fokus på genbrug og genbrugsmodeller som løsningen til at knække kurven for netop disse typer af emballager og produkter. Kampagnen, der er koordineret af den europæiske afdeling i den globale bevægelse, BreakFreeFromPlastic, kræver handling fra politikere og industri til aktivt at komme ind i plastikkampen ved at arbejde aktivt med genbrugsmål og genbrugs-forretningsmodeller.

Genbrug er, når det samme produkt bruges igen og igen, i stedet for at produktet bliver til affald efter én gangs brug. Det handler om at tænke to-go kaffekoppen og take away-emballagen ind i fælles systemer, hvor emballagerne er standardiseret, designet til at kunne vaskes, op og tænkt ind i et opvask- og logistiksystem. På den måde sparer vi ressourcer og holder emballager i vaskbare cirkulære systemer, som forebygger, at der bliver skabt affald.

”Hvis vi skal lykkedes med at nedbringe de enorme affaldsmængder, vi især i Danmark skaber, er vi nødt til at gøre noget helt andet, end det vi gør nu. Vi har et kæmpe ansvar for at gå forrest og vise vejen til, hvordan vi kan leve bæredygtigt i et moderne samfund. Den nye kampagne er et fælles europæisk projekt mellem grønne NGO’er, der stiller krav om genbrugssystemer til politikere og industri, for det er dem, der skal få det til at ske.”

Anne Aittomaki, Strategisk Direktør, Plastic Change

”We Choose Reuse”-kampagnen, der skal være med at få genbrug tilbage på menuen, kører frem til juni og vil i perioden have forskellige aktiviteter rettet imod politikere i Danmark og i EU, industriaktører samt oplysning og call to action til civilsamfund.

Politisk arbejder Plastic Change helt konkret for:

  • Genbrugsmål på, at 80% af alle drikke- og fødevarebeholdere, der sættes på markedet i Danmark i 2030, er genbrugelige.