Nyheder
Anna Kjær Voss drømmer om en fremtid med græs på alle hustage
I folkeskolen gik Klimamusen, som er Anna Kjær Voss’ alias på Instagram, i genbrug som en af de eneste i hendes klasse på skolen i Odense, men det var først, da hun blev en del af Concitos klimaambassade, at hun for alvor gik ind i klimakampen. Nu lever hun af at lære folk at reparere deres tøj og formidle bæredygtig omstilling.
Anna Kjær Voss har siden 2012 været en del af klimabevægelsen. Hun går konkret til værks ved at lære folk at reparere deres tøj med visible mending, som kort fortalt er en synlig lapning, som fx en broderet blomst over et hul i en trøje. Når hun bliver spurgt til sine fremtidsdrømme, lyder svaret:
“Jeg drømmer om en fremtid, hvor der er græs på alle hustage og bilfrie byer. En fremtid hvor vi respekterer de planetære grænser, og ikke længere behøver at være klimaangste, fordi vi har overkommet de store udfordringer, vi står med nu. En fremtid hvor vi faktisk er sammen om at passe på vores jord,” siger hun med håb i stemmen.
Selvom hun selv er bosat midt i København, så drømmer hun om et Danmark, hvor naturen får meget mere plads – også i storbyen.
Tid skal vægte højere end økonomi
En af de aspekter, den bæredygtige formidler bliver ved med at vende tilbage til i hendes fremtidsfortælling, er tid. Tiden sammen med dem man holder af:
“Jeg drømmer om, at vi vender det hele på hovedet. At vi bevæger os væk fra en verden, hvor økonomi vægter højest, til at omfavne en verden hvor tid er det, der er mest værdifuldt, og hvor vi bruger størstedelen af den med familie og venner,” siger hun.
Hun mener dog ikke, at det skal være på bekostning af at arbejde, men snarere en forudsætning for at have et meget sundere arbejdsliv end mange har i dag.
CO2 afgifter, et nyt syn på forbrug og mere lovgivning
I fremtiden håber Anna Kjær Voss, at politikerne tager jordens velbefindende langt mere alvorligt, end det er tilfældet i dag:
“Jeg synes, det er helt vildt, at vi som enkelte individer selv skal beslutte hvor meget, vi forurener. Der skal systemiske forandringer til, som fx højere CO2 afgifter på oksekød, fly og alt det, der er skadeligt for klimaet. Så man ikke står med ansvaret alene,” siger hun.
Hun savner lovgivning, der først og fremmest tilgodeser klima og biodiversitet, og så håber hun, at vi i fremtiden har et helt andet syn på forbrug, end det vi har i dag:
“Vi kan ikke blive ved med at forbruge, som vi gør det i dag. Og slet ikke som vi gør det i Danmark, hvor vi lige nu har et af de højeste forbrug i hele verden. Jeg håber, at vi i fremtiden kan flytte fokus væk fra at forbruge ting til i stedet at fokusere på at gøre ting, som fx at tage i skoven,” siger hun bestemt.
Anna Kjæs Voss er overbevist om, at en fremtid med mere tid med sine kære, mere natur og et klima i bedring er en realistisk fremtid, fordi hun ikke mener, at vi ikke har andre valg end at ændre verden, som den er nu.