Artikler
Problematisk type af plastik bør forbydes
Voksduge, plastiklegetøj (som fx badebolde) og plastikfolie er blot tre eksempler på ting, der kan være lavet af PVC-plastik – eller vinyl i daglig tale.
Men vidste du, at den slags plastik produceres af og kan indeholde giftige kemikalier, som bliver frigivet i hele PVC-produktets levetid fra produktion til bortskaffelse?
Læs også: Skadelig kemi i plastik skal kunne spores, mener Plastic Change
PVC-plastik er særlig problematisk
Det er ikke en hemmelighed, at plastik indeholder mange forskellige kemikalier, men det vil nok overraske de fleste, at meget af den kemi, der bruges i produktionen af PVC-plastik, eller tilsættes direkte i den type af plastik, er giftige for både mennesker, natur og miljø. Og især PVC-plastik indeholder store mængder af kemikalier i forhold til andre plasttyper.
– Som forbruger burde du være beskyttet af loven, så du ikke bliver udsat for giftige kemikalier fra plastik. Men selvom forskning i årevis har vist, at PVC-plastik indeholder skadelige kemikalier, så er PVC-industrien bare vokset og vokset. I dag kan du finde PVC-plastik i de fleste hjem, i store dele af byggesektoren og i medicinsk udstyr, og det er simpelthen for dårligt, siger Malene Høj Mortensen, politisk chef i Plastic Change.
Læs også: Plastik er en cocktail af kemikalier
Undersøgelser viser, at PVC-plastik udskiller giftige kemikalier, som kan påvirke fertilitet negativt, kan give udviklingsforstyrrelser hos børn, er hormonforstyrrende, skader immunsystemet og kan medføre kræft.
PVC bliver flittigt brugt i medicinalbranchen og bygge- og anlægssektoren
Udover alle de steder, hvor du i din hverdag kan møde PVC-plastik, så bliver PVC-plastik især brugt i bygge- og anlægssektoren og i medicinalbranchen:
– PVC-plastik bliver bl.a. brugt til medicinsk udstyr som slanger og poser. Her bliver særligt sårbare mennesker, som fx for tidligt fødte, udsat for kemikalier, der kan være giftige for dem – og faktisk ved vi meget lidt om mange af de kemikalier, som i dag bruges i PVC og som har erstattet flere af de dokumenterede skadelige ftalater. De lovlige grænseværdier for kemikalierne er derudover fastsat ud fra præmissen om, at mennesket er raskt og fuldt udviklet – og derfor kan patienter på hospitaler, måske især for tidligt fødte, risikere at udsættes for skadelige doser kemikalier fra PVC-udstyr, forklarer Claudia Sick, miljøfaglig vidensansvarlig i Plastic Change.
Læs også: Plastik kan skade børns hjerner
Heldigvis behøver vi ikke undvære de produkter, hvor PVC-plastik bruges i dag, hvis den type plastik bliver forbudt. PVC-plastik kan nemlig erstattes af sikrere materialer i næsten alle anvendelsesområder – selv i hospitalssektoren. Kun enkelte anvendelser kan i dag være svære at erstatte, f.eks. blodposer, og her bør det prioriteres at innovere produktet og undersøge samtlige kemikalier grundigt, så vi er helt sikre på, at de ikke udgør nogen sundheds- og miljørisiko.
Sammen med 61 NGO’er kræver Plastic Change et forbud mod PVC
Samfundet har et ansvar for at beskytte den enkelte borger. Derfor er Plastic Change gået sammen med 61 miljøorganisationer fra hele verden for at råbe vores politikere op:
– For at komme PVC-plastikken til livs, kræver det politisk handling. Derfor opfordrer vi beslutningstagerne i EU til at udfase PVC-plastik og dets additiver inden 2030, så vi ikke udsætter mennesker, natur og miljø for unødige kemikalier, siger Malene Høj Mortensen, politisk chef i Plastic Change.
Du kan også være med i kampen mod et forbud mod PVC-plastik her.
Interne kilder:
Vidensartikel om PVC: PVC – den mest problematiske plast af alle
Eksterne kilder:
Meta EEB: Toward a ban on PVC, the toxic plastic in our daily lives