Vi ser det i USA, vi ser det i Bruxelles – og vi håber ikke, at vi kommer til at se det i Danmark.

Plastindustrier verden over har forsøgt at udnytte COVID-19-krisen og den menneskelige frygt til at tilbagerulle regulering og forbud mod engangsplastik. Det har ført til, at Plastic Change sammen med 70 miljøorganisationer har sendt et åbent brev til EU-kommissionen for at gøre opmærksom på industriens aktiviteter. Der er tale om forsøg på at tilbagerulle regulering, der intet har at gøre med værnemidler og beskyttelsesudstyr i plastik eller på anden måde har sammenhæng med COVID-19.

EU afviste prompte industriens lobbyisme med henvisning til, at industrien blander tingene sammen, og at implementeringen af engangsplastikdirektivet fortsætter efter planen. Industriens lobbyisme fik i sidste uge den tidligere vicepræsident for EU-kommissionen, Frans Timmermans, til at sige: ”Jeg værdsatte virkelig ikke folk, der skrev til mig og brugte behovet for personligt beskyttelsesudstyr, som grund til ikke at have et forbud mod engangsplastik – der er virkelig ikke nogen sammenhæng”.

Desværre er det ikke alle steder i verden, at industriens anmodninger bliver afvist.

På Jordens Dag, den 22. april, havde filmen The Story of Plastic verdenspremiere i 134 lande verden over. Filmen handler om plastens rejse fra olie- og gasudvinding til den ender som affald – i værste fald i havet som plastikforurening. Et af de temaer som filmen stiller skarpt på, er den globale plastindustris årelange og systematiske målsætning om at forme den offentlige mening om plastik, som et ubetinget gode, samt industriens målrettede påvirkning og udvanding af begrænsende lovgivning. Desværre er det præcis denne form for adfærd, vi ser udspille sig netop nu: Flere steder i verden udnytter industrier situationen og befolkningens angst for corona i et forsøg på at fortsætte og øge produktionen af diverse engangsplastikprodukter. Vi ser det i USA, vi ser det i Bruxelles – og vi håber ikke, at vi kommer til at se det i Danmark.

Et unikt materiale, som vi bruger helt forkert

Men lad os lige få noget på det rene og skille tingene ad. Plastik er på mange måder et fremragende materiale med en række unikke egenskaber. Det er imidlertid netop plastikkens fleksibilitet og lange holdbarhed, der både gør den til en drøm og til et mareridt. En drøm når det, som vi ser lige nu under COVID-19, kan være med til at redde liv i kraft af medicinsk udstyr, beskyttelsesdragter, værnemidler mv. Men et mareridt, når hverdagens engangsplastik-produkter oversvømmer vores hav og natur. Dertil kommer de afledte sundheds- og klimamæssige effekter af plastik, som vi ikke vil komme nærmere ind på her, men blot vil anbefale læseren at dykke ned i via filmen ‘The Story of Plastic’.

Summa summarum: plastik er i mange tilfælde et godt valg af materiale, når det designes uden skadelig kemi, men nytteværdien hænger sammen med den konkrete anvendelse.

Louise Lerche-Gredal & Anne Aittomaki,
Hhv. adm. direktør & strategisk direktør, Plastic Change

Det er desværre et faktum, at verden producerer og forbruger mere og mere plastikemballage og engangsplastik. En betydelig del af dette anvendes i forbindelse med fødevarer og andre Fast Moving Consumer Goods (FMCG). Den globale stigning i produktion af engangsplastik og engangsplastikemballage er blandt andet et udtryk for en udbredt brug-og-smid-væk-kultur og krav om moderne bekvemmelighed. I stigende grad begrundes produktionen dog også med henvisning til at reducere madspild. Og nu ser vi industrien begrunde vækst i produktionen med henvisning til at beskytte folkesundheden.

For så vidt angår vores brug-og-smid-væk-kultur, er der al mulig grund til at udfordre denne udvikling – både som individer, men i høj grad også som samfund. Hvordan kan vi skabe et bekvemmeligt og godt liv, som samtidig er bæredygtigt og med respekt for jordens begrænsede ressourcer?

For så vidt angår argumentet om madspild, er det jo ganske rigtigt, at plastikemballage kan forlænge holdbarheden af en række fødevarer. Det er dog også et faktum, at mængden af madaffald er stigende på verdensplan, og at over halvdelen af verdens fødevarer ender som affald inden det når butikshylderne. Samtidig bruger vi mere og mere plastikemballage på flere forskellige varer i et forsøg på at forlænge levetiden på de madvarer, der rent faktisk når frem til supermarkederne og ud i hjemmene. Dermed står vi med tre opadgående kurver: stigende madaffald, stigende produktion af plastikemballage og voksende bjerge af plastikaffald. Der er derfor god grund til at se på de problematiske strukturer og processer omkring fødevareproduktionen, frem for at lappe hullerne sidst i værdikæden med øget plastikemballage.

Lobbyismeforsøg uden belæg

Plastikindustriens seneste argument for at øge produktion af engangsplastik og plastikemballage er som sagt COVID-19 og folkesundheden. Under COVID-19 i USA har plastikindustrien udviklet kampagnen ”Bag the Ban”, som har til formål at tilsidesætte forbuddet mod plastikposer under påskud af hygiejnemæssige årsager. I Bruxelles har den europæiske plastikindustri opfordret beslutningstagerne til at udsætte implementeringen af engangsplastdirektivet, som indeholder forbud mod en række plastikprodukter. Igen med henvisning til at plastik er det sikreste og mest hygiejniske materiale til eksempelvis take-away mad med tilhørende engangsemballager, vi som forbrugere kommer i kontakt med. Industriens påstand er, at plastik – og i særdeleshed engangsplastik – reducerer smitterisikoen, hvorfor forbud mod engangsplastik skal bremses.

Men er der overhovedet hold i industriens påstand om, at engangsplastik reducerer risikoen for coronasmitte?

En nylig videnskabelig undersøgelse udgivet i New England Journal of Medicine, der har undersøgt coronavirus’ levetid på forskellige materialeoverflader viser, at coronavirus kan overleve i en transmitterbar form på plastikoverflader i op til 72 timer, pap i op til 24 timer og kobber i 3 timer. Pointen her er ikke at udskamme eller fremhæve et materiale frem for et andet. Pointen er, at alle materialerne er transmitterbare i forhold til coronavirusset – plastik oven i købet i længere tid end andre af de analyserede materialer.

Vi vasker, afspritter og desinficerer som aldrig før – alt fra hospitalssenge, kirurgisk udstyr og kontaktflader, ligesom vi rengør legetøjet i daginstitutionerne. Trods COVID-19 er vi ikke begyndt at kassere alle disse ting efter en enkelt gangs brug.

Louise Lerche-Gredal & Anne Aittomaki,
Hhv. adm. direktør & strategisk direktør, Plastic Change

Det vil sige, at alle produkter, overflader og materialer, vi kommer i kontakt med, udgør en potentiel risiko for smitteoverførsel. Det er blandt andet derfor, at WHO og sundhedsmyndighederne igen og igen understreger, at håndvask med varmt vand og sæbe, afspritning og at undgå at røre sit ansigt, er de mest effektive måder at minimere smitteoverførsel på. De danske skoler har fået indskærpet, at der skal være massiv fokus på rengøring, og mon ikke det danske sygehusvæsen er blevet endnu mere opmærksomme på rengøring end de var i forvejen. Vi vasker, afspritter og desinficerer som aldrig før – alt fra hospitalssenge, kirurgisk udstyr og kontaktflader, ligesom vi rengør legetøjet i daginstitutionerne. Trods COVID-19 er vi ikke begyndt at kassere alle disse ting efter en enkelt gangs brug.

Pointen er, at risikoen for spredning af coronasmitte ikke én til én afhænger af materialet eller hvorvidt der er tale om engangs- eller flergangsbrug. Smitterisikoen hænger sammen med vores håndtering og adfærd i forbindelse med brugen af produktet. Hvis vi tager en dagligdags-situation som den i supermarkedet, vil der være risiko for smitteoverførsel via varer og emballager såvel som på indkøbskurvens håndtag. Selv hvis en agurk eller ét æble er pakket ind i engangsplastik vil vi ikke kunne undgå smitterisiko. Der er for mange trin og processer, der går forud før du som forbruger står med varen i hånden til, at du kan vide dig sikker. Det er ikke noget vi skal gå i panik over, men det er noget vi skal være ekstra opmærksomme på i denne tid. Dertil kommer, at industrien ”glemmer”, at engangsplasten også udgør en smitterisiko i affaldshåndteringsfasen. Bare fordi vi har smidt noget i skraldespanden derhjemme, så forsvinder det ikke, og mange steder i verden behandles affaldet manuelt. Denne potentielle post-forbrug-smittekæde er tilsyneladende ikke medtaget i industriens lobbyisme-forsøg.

Politikerne må ikke give efter

Det er vigtigt, at politikerne står fast nu. De skal ikke imødekomme den internationale plastindustris anmodning om at producere mere engangsplastik med henvisning til coronakrisen. Der er ganske enkelt ikke valide data, som kan bakke op, at plastikindustrien i Europa – eller USA for den sags skyld – skal have lov til forlænge/genoptage produktionen af sugerør, ballonpinde, engangsservice og gratis plastikposer med henvisning til COVID-19.

Det er forventeligt, at vi i en akut krise falder tilbage til det vi kender bedst: brug-og-smid-væk-kulturen. Men det må ikke blive en undskyldning for, at vi ikke kommer tilbage på rette spor når de værste corona-chokbølger er aftaget. Jordens ressource-, affald-, miljø- og klimaproblemer er ikke forsvundet efter corona. Jorden har nu engang kun de ressourcer til rådighed til os som den har – og dem opbruger vi stadig tidligere og tidligere hvert år. Derfor giver det sig selv, at vi ikke skal begynde at pakke eksempelvis croissanter og æbler enkeltvis ind i engangsplastik. Vi skal forsætte den grønne omstilling post-akut corona, på vej væk fra engangsplastik, og arbejde hen mod en regenerativ og bæredygtig vækstøkonomi.

Det kan endda være, at én af de læringer vi tager med fra denne krise er, at vi både kan og skal udarbejde et bæredygtigt kriseberedskab, hvor vores værnemidler og beskyttelsesudstyr ikke er engangsbrug, men derimod er designet til flergangsbrug, der kan rengøres og desinficeres og bruges igen. Det ville både være bæredygtigt, og det ville mindske risikoen for, at vi løber tør for værnemidler næste gang.