Nyheder

Opråb: Danskerne er trætte af, at plastikforureningen og forbruget vokser! Danmarks kommende regering bør reagere på dette i sit regeringsgrundlag.

Plastic Change rækker ud til Danmarks kommende regering. Den bør sætte sig som mål at reducere vores plastikforbrug og arbejde for ren natur i Danmark. Den bør konkret få fjernet de næsten 50.000 spøgelsesnet og andre fiskeredskaber, der ligger og flyder i den danske havnatur, og forbyde filtre på cigaretter i Danmark.

Tusindvis af danskere har i underskriftindsamling foretaget af Plastic Change svaret, at de ønsker en styrket dansk indsats mod de omkring 50.000 spøgelsesnet og andre fiskeredskaber, der ligger og ødelægger den danske havnatur. En klar opfordring til den kommende regering. 

De seneste fem år er vores forbrug af plastik steget med 30 procent. I opinionsundersøgelse foretaget af Plastic Change i sommeren 2025, svarer 87% af danskerne, at de er irriterede over, at der er så meget unødvendig plastik efter hvert eneste indkøb.

Danskerne ønsker et reduceret plastikforbrug. De ønsker mere end det. 

Vi har brug for, at den kommende regering fortsætter arbejdet med at bekæmpe plastikforureningen og overforbruget i Danmark. Det var planen, at den afgående regering skulle udarbejde en ny plastikhandlingsplan. Det arbejde blev syltet, og vi frygter, at en ny regering ikke tager problemet seriøst, på trods af danskernes klare ønsker.

Plastic Change arbejder for at beskytte naturen mod plastikforurening. I 2019 lykkedes vi med, at Danmark fik sin første plastikhandlingsplan med 27 forskellige indsatser, der senere er blevet suppleret med yderligere 11 indsatser.

Hvor er evalueringen af dette arbejde? Hvad er visionen for ren natur uden plastik og et formindsket forbrug i Danmark, der rammer Earth Overshoot Day som et af de første lande i verden? Vi forbruger som aldrig før. 

I en tid, hvor verden rystes af krige, og det kan føles håbløst at handle, er plastikproblemet konkret.

Vi kan vælge at handle på det i morgen.

Vi ønsker en regering, der særligt arbejder for disse syv indsatser:

  1. Der afsættes midler og udarbejdes en plan for at rydde op i havet, så alle 49.000 fiskeredskaber, herunder de mange spøgelsesnet, fiskes op.
  2. Forbud mod Danmarks og verdens hyppigste forureningskilde: cigaretfiltre. Filtrene gør ingen sundhedsmæssig forskel og kan findes overalt i naturen.
  3. Plastikposeafgiften skal overføres til en pulje, der gives videre til de mange danskere, der frivilligt fjerner plastik fra naturen i Danmark – inspireret af den norske model.
  4. Al indpakning af frugt og grønt skal fjernes og erstattes af vej-selv-løsninger og pant på genbrugelige net til afvejning – også den økologiske, der i dag helt uhørt er underlagt krav om emballering for at adskille den fra de konventionelle og sprøjtede varer.
  5. En markant afgift på al takeaway-engangsamballage skal bane vej for et nationalt pant- og genbrugssystem på alle takeaway-emballager i Danmark.
  6. Forskning i og forebyggelse af udledning af mikroplastik skal styrkes. Særligt udledning af mikroplastik fra kilder som dæk og tekstil, herunder tøjvask og tørring. Siden sidste plastikhandlingsplan blev vedtaget, er vi blevet klogere på, at mikroplastik ender i vores blod og i kroppens øvrige organer.
  7. Danmark bør skubbe på for, at EU reagerer på dette og medtager plastik i EU’s kemikalielov REACH. Danmark bør gå forrest i at reducere vores plastikforbrug generelt, herunder fra tekstiler. Plastik bidrager ikke kun til forurening, men i stigende grad til vores høje CO2-aftryk. Væksten i produktionen af plastik underminerer vores CO2-mål nationalt og globalt. En plastikhandlingsplan skal spænde bredt fra oprydning og forebyggelse af plastik i naturen til at omfatte plastiks klimaskadelige effekter.

Plastic Change har udarbejdet et længere katalog af indsatser, som den kommende regering bør fokusere på.

Vi vil bruge den næste regeringsperiode til at påvirke den danske naturbeskyttelse positivt og fremme og understøtte de mange fællesskaber, der allerede i dag gør en markant indsats for at holde vores natur fri for plastik.