Dansk Mode & Textils Marie Busck kalder den seneste kritik af modebranchen og Københavns Modeuge for unuanceret. Alligevel afviser hun forskning med afsæt i kortsigtet økonomisk tænkning og tager forbrugeren som gidsel i sin argumentation, skriver Tanja Gotthardsen og Malene Høj Mortensen.

Debatindlæg af Malene Høj Mortensen og Tanja Gotthardsen bragt på Altinget.dk d. 19/2-24

Når Marie Busck fra Dansk Mode og Textil i Altinget kalder kritikken af branchen for unuanceret, peger hun først og fremmest på, at fremstillingen af branchens fossile afhængighed skulle være ude af proportioner.

Det postulat undrer os, set i lyset af at tekstilbranchen er indehaver af rollen som den tredjestørste plastik-forurener, at op mod 70 procent af den nuværende tekstilproduktion er syntetisk, og at andelen fortsat forventes at stige, samt at branchen allerede har opnået fjerdepladsen, når det kommer til at udgøre den største miljømæssige belastning i EU.

Læs også: Plastik i tøj

Når Marie Busck fremhæver omregningen af mode- og tekstilers andel til 1,35 procent af den globale olie- og gasproduktion, skygger hun desværre selv for proportionaliteten i, at den fossile produktion i 2022 var 7,2 billioner amerikanske dollars eller 49,8 billioner, altså 49.800.000.000.000 danske kroner værd. I lyset heraf, er selv 1,35 procent altså lidt af en slat.

En modebranche indsmurt i olie og gas

En anden måde at skære den fossile kage på, kunne også være ved at se på, hvor stor en del af den globale plastikproduktion, der går til tekstiler. Her lød svaret på 15 procent af al plastik allerede i 2018 ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA).

Hertil kan man lægge, at analyser viser, at oliegiganter som BP forventer, at plastproduktion kommer til at afløse den indtjening, man tidligere havde fra energi- og transportsektoren, så den i fremtiden vil udgøre 95 procent. Altså er moden, som vi kender den, smurt godt og grundigt ind i den olie og gas, som selv IEA har påpeget, at vi øjeblikkeligt bør stoppe indvindingen af.

Og sidstnævnte, altså IEA’s anbefaling, burde i sig selv være en invitation til at hjælpe Dansk Mode & Textils medlemmer med en begrænsning af syntetiske materialer, der hvor der ikke som minimum er funktionelt behov for dem.

Plastik-kjolernes tid burde nemlig for længst være forbi. Men i stedet bruges spaltepladsen på at skubbe den forskning, der viser vejen mod en mode- og tekstilbranche inden for Paris-aftalens 1,5 graders mål og peger på hullerne i eksisterende strategier, til vægs. Vi anerkender, at en så grundlæggende omstilling er svær, men det betyder ikke, at det er umuligt.

Læs også: Mikroplastik i tekstiler kan skade lungerne

Modstand frem for mobilisering

Et andet argument, Marie Busck bringer på banen, vedrører umuligheden i at erstatte syntetiske fibre med naturlige. Og det er ganske rigtigt, vi kommer ikke nogen vegne med at substituere syntetiske fibre med naturlige, hvis vi fortsætter produktions- og forbrugsfesten.

Vi, såvel som forskningen, peger på reduktion som det helt grundlæggende. Vi skal reducere markant i den globale tekstilproduktion, og i og med at størstedelen af denne udgøres af syntetiske plastikfibre, er det naturligvis også her, der skal sættes mest drastisk ind. Vores planet kan ganske enkelt ikke bære de volumener, der produceres i dag. Hvilket Marie Busck også vedkender sig.

Altså er branchens langsigtede stabilitet afhængig af, at der ikke tænkes kortsigtet. Hvilket også er den ordrette essens af de forskningsmæssige anbefalinger. Forskningen peger jo immervæk på behovet for et opgør med alt for kortlivede produkter og den dominerende fast fashion-forretningsmodel.

Og heller ikke her kan Dansk Mode & Textil læne sig isoleret op ad EUs Tekstilstrategi, hvor kommende designkrav mestendels fokuserer på tøjets tekniske holdbarhed, til trods for at det kun er cirka en tredjedel af det tøj, vi kasserer, der er teknisk udtjent.

Læs også: EU vil sætte ind mod tekstilaffald, men bør hæve ambitionsniveauet på en række punkter

Men realiseringen af behovet for reduktion parkeres desværre af brancheforeningen med en kortsigtet økonomisk argumentation, der lyder, at “som branche vil vi gerne have konstruktive bud på, hvordan vi griber omstillingen an, mens vi samtidig fastholder et BNP-bidrag på 87 milliarder kroner, 96.000 arbejdspladser og årlige skattebetalinger på 19 milliarder kroner”.

Men hvad nu, hvis det mest konstruktive bud reelt set er det, der først og fremmest sikrer godt tøj? Og hvor sektorens størrelse og BNP-bidrag er proportional med dens evne til at levere på dette, inden for planetens grænser?

Der er for eksempel brug for et øget fokus på pasform og komfort, og på rent faktisk at lave tøj til en målgruppes reelle behov, frem for blot at tjene penge. Det er de parametre, der blandt andet understøtter yndlingstøj med et langt brugs-liv. Og hvem ved – måske kan den danske branche, hvis den knækker koden til det gode, holdbare tøj, give sig selv en eksistensberettigelse og konkurrencefordel på det globale marked?

Hjælp til forbrugerne

At vores modeuge skulle være undskyldt med, at den er den første og eneste til at stille såkaldte bæredygtighedskrav, selvom disse krav ikke afspejler videnskabelige anbefalinger, er derimod at sætte barren for succes uhyre lavt. Samtidigt med at det forvirrer de involverede brands og ikke mindst forbrugeren.

Et sidste benspænd for en reel omstilling er dog også, ifølge Marie Busck, at forbrugerne “tager imod gigantiske kinesiske onlineplatforme med åbne arme og hastigt stigende forbrug”, og hertil må vi svare, at det ganske enkelt ikke nytter at pege fingre af enkeltindividet, når man som forbruger i dag befinder sig i en jungle af underregulering, greenwashing, allestedsnærværende markedsføring og en ublu jagt efter profit fra store virksomheders side.

Der er brug for håndhævet regulering af såvel import fra aktører med forhøjet risiko for brud på basale menneskerettigheder og produkter med skadelig kemi såvel som skærpet markedsføringslovgivning.

Samtidigt er argumentet i forhold til, at det entydigt skulle handle om “udbud og efterspørgsel”, ikke retvisende for hverken forbrugsudvikling eller ruter mod reduktion. Og især førstnævnte, altså importen fra disse aktører, burde det være muligt at etablere samarbejde omkring på tværs af branche, forskning og NGO’er.

Så hvem ved, måske er tiden til en fælles front, hvor vi dropper pseudo-løsningerne, italesætter og samarbejder om udfordringerne, med henblik på at sikre branchens langsigtede stabilitet inden for de planetære grænser?