Det er ingen myte, at vi har et stort problem med plastik i naturen. Men hvis vi skal sætte ind på at løse det, er det afgørende, at vi gør det på et oplyst grundlag. Der findes nemlig masser af modstridende information omkring plastik, og det kan være svært at skelne myter fra fakta. Derfor kaster vi nu nogle af de mest sejlivede myter under lup, og slår samtidig et slag for et par af de sandheder, som alt for sjældent bliver sagt.

Disse myter vil vi gerne farvel til

1. Der findes øer af plastik i Stillehavet

MYTE

Det er rigtigt, at der i Stillehavet og andre have findes områder, hvor plastik samler sig i meget store koncentrationer på grund af havstrømmene. Men der findes ingen plastikøer. Faktisk kan plastikken i disse områder oftest ikke ses med det blotte øje. Derfor taler vi i stedet om såkaldte plastik-supper, som er havområder med høje koncentrationer af nedbrudt plastik.

Se hvordan plastiksupperne dannes

3. Plastikposer er mere bæredygtige end stofposer

MYTE

Det skabte stort postyr, da Miljøstyrelsen i 2018 udsendte en rapport udført af DTU, der konkluderede: Plastikposen er bedre for miljøet end stofposen af økologisk bomuld.

Undersøgelsen har dog siden vist sig at bygge på et forkert grundlag, og derfor kan konklusionen ikke tages for gode varer. Fra andre sider er rapporten også blevet kritiseret for at bygge på en række antagelser og forældede data.

Så hvad skal du vælge?

Uanset materialet, så mener Plastic Change at den bedste pose er den, du allerede ejer, og som du kan genbruge igen og igen – hvad enten den er af plastik eller af stof.

4. En plastikflaske tager 450 år om at nedbrydes i havet

MYTE

Plastik har kun eksisteret siden 1950’erne, det vil sige godt 70 år, så hvor mange år det tager før det er nedbrudt er stadig uvist. Vi ved, at plastik langsomt nedbrydes i naturen, når det udsættes for påvirkninger såsom solens UV-stråler, havets bølger og strømninger, temperatur osv. Men hvorvidt plastik nogensinde nedbrydes helt, ved vi ikke noget om. Større plastikstykker fragmenteres til mindre og mindre stykker mikroplastik over tid, og der findes endnu ingen studier om nedbrydningen af nanoplastik (dvs. plastikstykker mindre end 0,0001 mm.).

Derudover skal vi også huske på de mange kemikalier, som frigives under nedbrydningen af plastik, og hvis skæbne vi heller ikke kender til.

5. Bionedbrydelig plastik løser problemet med plastikforurening i havet

MYTE

Flere og flere produkter og emballager markedsfører sig på at være enten “biobaserede” eller bionedbrydelige”, og som forbruger kan man nemt foranlediges til at tro, at disse produkter forsvinder af sig selv uden at gøre skade på naturen, dyr eller mennesker. Desværre er det langt fra så simpelt.

Ifølge en FN-miljørapport vil en udbredelse af plastikprodukter mærket som ‘bionedbrydelige’ hverken bidrage til et markant fald i mængden af plastik, der ender i havet, eller i risikoen for fysiske og kemiske påvirkninger af havmiljøet. Det skyldes bl.a., at den komplette nedbrydning af bionedbrydelig plastik kun meget sjældent, hvis overhovedet, kan finde sted i naturen. Langt det meste bionedbrydelige plastik kræver nemlig helt særlige forhold og mikroorganismer, som oftest kun findes i et industrielt komposteringsanlæg. I værste fald kan udbredelsen af bionedbrydelig plastik føre til, at endnu mere plastik ender i naturen, på grund af en fejlagtig tro på, at det kan nedbrydes der.

Forstå forskellen på de forskellige plastiktyper

6. Engangsplastik er mere sikkert under en pandemi

MYTE

Plastik er på mange måder et fremragende materiale med en række unikke egenskaber. Plastikkens fleksibilitet og lange holdbarhed gør den dog både til en drøm og et mareridt. En drøm når det, som under COVID-19, kan være med til at redde liv i kraft af medicinsk udstyr, beskyttelsesdragter, værnemidler mv. Men samtidig et mareridt, når engangsmundbind og andre engangsplastikprodukter flyder i vores natur.

Med COVID-19 har vi desværre set en stigning i forbruget af engangsplastikprodukter, som intet har med værnemidler at gøre. Det er bl.a. sket på opfordring fra den globale plastikindustri selv, med henvisning til at beskytte folkesundheden.

Der findes imidlertid ikke noget belæg for, at engangsplastik skulle reducere risikoen for smitte under en COVID-19 pandemi. Forskere har derimod erfaret, at coronavirus kan overleve i transmitterbar form på plastikoverflader i op til 72 timer – i modsætning til 24 timer på pap og 3 timer på kobber. Pointen er, at risikoen for spredning af corona-smitte ikke én til én afhænger af materialetype eller hvorvidt der er tale om engangs- eller flergangsbrug – og derfor vil engangsplastik om fine grøntsager eller take away-mad ikke være nogen sikring mod smitte.

Læs mere om corona-frygten, der bruges til at presse på for mere engangsplastik

7. Plastikkrisen er et affaldshåndterings-problem

MYTE

Det er en udbredt misforståelse, at den nuværende plastikkrise udelukkende skyldes manglende eller dårlig affaldshåndtering – f.eks. at vi som forbrugere ikke sorterer affaldet ordentligt, og dermed er skyld i, at det ikke kan genanvendes til nye produkter.

Faktum er, at problemet opstår langt tidligere i processen, end når forbrugerens produkt ender i skraldespanden og skal bortskaffes. Ca. halvdelen af verdens plastikproduktion er engangsplastik – og ofte er den af en så ringe kvalitet, at den praktisk talt ikke kan genanvendes til noget brugbart. Derfor vil dets skæbne ofte bero på at ende i et forbrændingsanlæg eller på åbne lossepladser – hvorfra der er stor risiko for, at det ender videre ude i naturen.

Plastikkrisen er derfor i høj grad et spørgsmål om stigende produktion af engangsplastik og dårligt produktdesign. Samtidig er det et spørgsmål om virksomhedernes manglende ansvarsbevidsthed omkring at reducere plastik, hvor det er muligt, samt at producere produkter, der understøtter flergangsbrug i stedet for engangsbrug. Uden sådanne standarder for produktdesign kommer bedre affaldshåndtering aldrig til at være en løsning.

8. 90% af al plastik i havet kommer fra 10 floder i Asien

MYTE

Plastik finder vej til havet på mange forskellige måder – både gennem vind- og vandbårne kanaler. Gennem længere tid har der dog floreret et misforstået udsagn om, at langt størstedelen af al verdens plastikforurening skulle komme fra 10 floder (de fleste i Asien).

Udsagnet stammer fra en undersøgelse, hvor forskere har kigget på 57 floder i Asien og konkluderet, at det er 10 floder ud af de 57, der udleder mest plastik. Undersøgelsen siger intet om den samlede mængde af plastikforurening. Så næste gang du hører nogen sige, at det er 10 floder i Asien, der står får 90 % af al plastikforurening, kan du med sikkerhed sige, at det er forkert.

Og nu til dem, vi gerne vil sige (højt!) igen og igen

1. Der er forskel på at genbruge og at genanvende

SANDT

Dagligt møder vi eksempler på journalister, virksomheder, ordbøger – sågar politikere – der bruger begreberne genbrug og genanvendelse i flæng. Men de dækker faktisk over to meget forskellige processer, og indtager hver især deres egen plads i værktøjskassen til at løse verdens plastikproblem. Derfor er det også meget vigtigt, at vi skelner mellem dem:

• Genbrug er, når vi bruger det samme produkt igen og igen – nogle gange med en vaskeproces for at rengøre produktet, men ikke altid. Genbrug kan ske hvor som helst (derhjemme, arbejdspladsen, på farten etc.), og/eller kan inkludere en proces med indsamling, transport, vask og returnering.

• Genanvendelse sker, når vores plastikaffald indsamles, sendes til et anlæg hvor det sorteres, transporteres, vaskes (grundigt), sorteres igen, kværnes/granuleres og omsmeltes til små plastikperler, hvorfra det helt eller delvist kan indgå i nye produkter.

Genbrug og genanvendelse repræsenterer altså to forskellige stadier af affaldshierarkiet ift. ressourcer og spild: Genbrug er affaldsforebyggende, hvor genanvendelse er affaldshåndterende.

NB: Både genbrug og genanvendelse kræver ressourcer i form af transport og vand. Men ved genbrug bevares produktet intakt og i oprindelig form, hvorimod der i genanvendelsen skal benyttes ressourcer på at ødelægge produktet og lave det om til et nyt/tilsvarende produkt.

2. Plastikforurening er også et problem i Danmark

SANDT

Vores natur i Danmark er måske ikke plaget af plastik i samme grad som en række østlige lande. Men både ved den årlige World Cleanup Day 19. september, hvor der blev indsamlet over 26,5 tons affald, og ved Masseksperimentet i efteråret 2019, hvor 57.000 skoleelever over en uge kortlagde plastikforureningen i hele landet, fik vi bekræftet, vi også har et meget reelt problem med plastik herhjemme. Faktisk var det kun i 66 ud af 3.500 af Masseksperimentets prøver, at man ikke fandt plastik – nærmere bestemt blev det til 374.082 stykker.

I Danmark har vi samtidig et af de højeste forbrug pr. indbygger i EU. På trods af, at vi har et veludviklet affaldssystem, hvor skraldemænd indsamler skrald og kører det til for eksempel forbrændingsanlæg, så ser vi stadig rigtig meget plastikforurening rundt omkring i den danske natur.

Så vi kan ikke længere fastholde idyllen om, om at Danmark er et rent land. Desværre.