Plastiktyper27846490_10156226923484515_1174825242_o.jpg

Fordele og ulemper ved bioplastik og bionedbrydeligt plastik

Mange er i den tro, at bionedbrydelig plastik løser alle plastikproblemer. Så enkelt er det desværre ikke.

 

Der er fordele og ulemper ved at anvende henholdsvis bioplastik (bio-baseret plastik) og bionedbrydelig plastik.

 

Bioplastik forholder sig udelukkende til kulstofkilden, som plastikken fremstilles af, og ikke til dets biologiske nedbrydelighed.

Bionedbrydelig plastik forholder sig ikke til dets kulstofkilde, men kun til dets biologiske nedbrydelighed.

 

Der findes 4 overordnede typer af plastik, hvorunder der findes mange undertyper:

1. Ikke-bionedbrydelig plastik 

fremstillet af olie/naturgas. Kaldes konventionelt plastik; mest oprindeligt og udbredt. Kan genanvendes.

 

2. Ikke-bionedbrydelig bioplastik

fremstillet af biomasse. Kan genanvendes.

 

3. Bionedbrydelig plastik

fremstillet af olie/naturgas. Kan ikke genanvendes.

 

4. Bionedbrydelig bioplastik

fremstillet af biomasse. Kan ikke genanvendes.

Bioplastik

Plastik fremstilles syntetisk ved at sammensætte små kulstof-molekyler til lange kulstofkæder, som kaldes syntetiske polymerer. Konventionel plastik laves af kulstof, der stammer fra fossile brændstoffer, dvs. olie eller naturgas. Bioplastik fremstilles i stedet af kulstof fra plantemateriale, også kaldet biomasse som f.eks. sukker, majs eller stivelse - fremfor af fossile brændstoffer.

 

Fordele

Fordi bioplastik er baseret på fornybare ressourcer, plantemateriale, har det den store fordel, at der optages CO2 fra atmosfæren, når der dyrkes de planter, som skal bruges til fremstillingen af bioplastik. Når bioplastik afbrændes udledes der altså kun den CO2, som planten har optaget, og derfor kaldes bioplastik CO2 neutralt. Det betyder, at den ikke udleder mere CO2, end planterne har optaget, og dermed bidrager den ikke til menneskeskabte klimaforandringer,

Bioplastik er dog samlet set kun helt CO2-neutral, hvis den energi, der skal bruges til at fremstille bioplastikken, og de øvrige CO2-relevante parametre, som fx transport af materialet, også er baseret på energi fra fornybare ressourcer. I dag benyttes stadig fossile brændstoffer til at skabe energi til fremstilling og transport af plastik, herunder bioplastik. I det samlede miljøregnskab kan man derfor ikke betegne bioplastik som fuldstændigt CO2-neutralt. Men det udleder væsentligt mindre CO2 end konventionel plastik.

Bioplastik (dog kun de ikke-bionedbrydelige typer - se næste afsnit) har en kemisk struktur, som er identisk med konventionel plastik fremstillet af fossile brændstoffer. Derfor er det en yderligere klar fordel ved ikke-bionedbrydelig bioplastik, at det ligesom oliebaseret plastik kan omsmeltes til nye plastprodukter. Således passer ikke-bionedbrydeligt bioplastik meget fint ind i en cirkulær økonomi og en bæredygtig brug af plastik – forudsat at det ikke havner i naturen.

 

Ulemper

Ikke-bionedbrydeligt bioplastik er ligesom konventionelt plastik fremstillet syntetisk sådan, at mikroorganismer ikke er i stand til at nedbryde de kemiske forbindelser i de lange kulstof-kæder (syntetiske polymerer). Derfor er en stor ulempe ved brug af ikke-bionedbrydeligt bioplastik, på nøjagtig samme måde som ved konventionel plastik, at hvis det ender i naturen, sker der ikke en biologisk nedbrydning af materialet - nedbrydeligheden i naturen er som udgangspunkt den samme som for konventionel plastik. Ikke-bionedbrydeligt bioplastik kan således heller ikke komposteres.

En yderligere ulempe ved bioplastik er den forvirring ordet ”bio”plastik skaber hos forbrugerne, der ofte vil ledes til at tro, at bioplastik nedbrydes i naturen, alene fordi det er lavet af ”naturligt” plantemateriale. Det er ikke tilfældet.

Endeligt er en ulempe ved bioplastik, at det kræver plads at dyrke afgrøder til fremstilling af biomasse – jord, der potentielt vil kunne bruges til at dyrke fødevarer. Således er det en forudsætning for den samlede bæredygtighed af bioplastik, at det går hånd i hånd med høj og effektiv genanvendelse, så arealet, der skal anvendes til at dyrke planter til bioplastik, minimeres.

 

Nye typer lavet af affald

Andre typer af bioplastik, som baseres på bioaffald fra fødevareproduktionen - 2. generations bioplastik - frem for af dyrket plantemateriale, er under udvikling. Fordelen ved dette er, at det ikke ”stjæler" jord fra dyrkning af fødevarer, men i stedet benytter sig af affald som en ressource.

Ydermere forskes der i at fremstille plastik af kulstof, som fikseres fra atmosfærisk CO2. Dette er dog endnu kun på et forskningsmæssigt stadie. Og det kan som sådan ikke kaldes bioplastik, eftersom det ikke baseres på biologisk materiale, men på atmosfærisk kulstof.

 

Samlet set er ikke-bionedbrydeligt, genanvendeligt bioplastik en bæredygtig måde at bruge plastik på, forudsat at:

- det ikke havner i naturen (og forbrugerne oplyses herom)
-
produktionen af ny jomfrueligt plastik materiale minimeres
-
genanvendelsen er effektiv og af høj kvalitet

 

Alt dette arbejder Plastic Change for.

Se den lille film om forskellen på Bioplast og Bionedbrydeligt plast.

Bionedbrydeligt plastik

Bionedbrydeligt plastik kan være fremstillet af både fossile brændstoffer og biomasse. Der findes således både olie/naturgas-baseret og biobaseret bionedbrydeligt plastik. Sidstnævnte kan også kaldes bionedbrydeligt bioplastik. PLA (polylactic acid), som er baseret på mælkesyre, er i dag den mest udbredte type af bionedbrydeligt bioplastik. Dog kan PLA ikke tåle så meget varme og fugt, før materialet mister sin form, hvilket begrænser anvendeligheden.

 

Bionedbrydeligt plastik, uanset kulstofkilde, er kemisk forskelligt fra ikke-bionedbrydelig plastik, ved at det er fremstillet sådan, at mikroorganismer er i stand til at nedbryde de stærke kemiske forbindelser i de lange kulstofkæder ned til små og naturligt forekommende molekyler - organisk materiale, vand, CO2evt. metan.

 

Fordele

Bionedbrydeligt plastik kaldes også ofte komposterbart plastik. Kompostering er en proces, hvor man bevidst fremskynder og styrer en biologisk nedbrydning af organisk stof. Det vil sige, at nedbrydningen af materialet sker ved hjælp af naturens mikroorganismer som bakterier og svampe, i samspil med en række fysiske forhold som ilt, lys, fugtighed, temperatur. Komposterbar er således en biologisk nedbrydnings-proces.

Bionedbrydeligt plastik kan altså nedbrydes af mikroorganismer - men under særlige forhold.

 

Ulemper

For at bionedbrydeligt plastik kan nedbrydes, kræver det særlige komposteringsanlæg, hvor forholdene kan kontrolleres og styres, så de er optimale i forhold til høj temperatur, ilt, fugtighed, lys og stor koncentration af mikroorganismer. Sådanne optimale forhold findes langt fra alle steder i naturen, hvorfor bionedbrydeligt plastik generelt ikke kan anses for at være nedbrydeligt i naturen. Ikke desto mindre tror mange forbrugerne, at det bionedbrydelige plastik altid bliver opløst og hurtigt forsvinder i naturen. De får måske ovenikøbet for vane at efterlade den såvel som anden slags plastik i naturen fremfor at fokusere på genbrug og genanvendelse af plastik.

Endnu en ulempe ved bionedbrydeligt plastik er, at det er mindre holdbart og lettere går i stykker i forhold til ikke-bionedbrydeligt plastik. På den måde er det ikke velegnet til produkter, der kræver en længere levetid, fordi det gradvist bliver nedbrudt og på den måde hurtigere mister de ønskede egenskaber. Den mest hensigtsmæssige brug af plastik generelt er til produkter, der skal holde længe, bruges igen og igen og endeligt genanvendes til nye plastprodukter, og her er bionedbrydeligt plastik en dårlig løsning.

En anden særlig stor ulempe ved bionedbrydeligt plastik er, at det skaber problemer i de cirkulære produktions- og genanvendelsessystemer, fordi det ikke kan genanvendes på traditionel vis, dvs. ved omsmeltning, men kræver korrekt kompostering under de helt rigtige forhold. Det ligefrem ødelægger eller reducerer en høj kvalitets genanvendelse betydeligt, når det blandes sammen med ikke-bionedbrydelige plastfraktioner, der kan smeltes om til nye plastprodukter. Bionedbrydelighed og traditionel genanvendelighed af plastik kan siges at være modstridende. Da hhv. bionedbrydeligt og ikke-bionedbrydeligt plastik ligner hinanden, er det en svær, måske umulig, opgave for forbrugerne at sortere disse korrekt på en måde, så der i sidste ende sikres en effektiv plastikgenanvendelse.

Endeligt koster fremstillingen af bionedbrydeligt plastik i dag mere i det samlede miljøregnskab end fremstilling af ikke-bionedbrydeligt plastik.

 

Bionedbrydeligt plastik er i de fleste tilfælde ikke hensigtsmæssig eller bæredygtig, fordi det:

- skaber forvirring hos forbrugerne og store udfordringer ift. sortering og håndtering
- indirekte kan det lede til, at folk smider plastik i naturen frem for at fokusere på genbrug og genanvendelse
- samlet set koster mere i dag for miljøet at fremstille end f.eks. genanvendeligt bioplastik
- ikke kan genanvendes og reducerer incitamentet for og kvaliteten af genanvendelse af plastik
- kræver særlig kompostanlæg for at nedbrydes helt

 

Samlet set er brugen af bionedbrydeligt plastik ikke hensigtsmæssig og bæredygtig, med mindre materialet komposteres på korrekt vis i dertil indrettede komposteringsanlæg, f.eks. i lukkede industrielle systemer eller til poser ved kommunal sortering af bioaffald, hvor man også har særlige anlæg til behandling af materialet.

Oxo-nedbrydeligt plastik

Denne type plastik, som er forholdsvis ny på markedet og nogle steder i verden har fået stor opmærksomhed, er fremstillet på en måde, hvor tilstedeværelsen af ilt (heraf ordet ”oxo”) kan bryde kulstof-forbindelserne i de lange plast-polymerkæder.

Desværre er der mange, der tror, at oxo-nedbrydeligt plastik kan nedbrydes fuldstændigt i naturen. Hvis oxo-nedbrydeligt plastik lander i naturen, vil materialet pga. tilstedeværelsen af ilt i miljøet, hurtigt fragmentere til mindre stykker og således hurtigt blive til mikroplastik (plastik under 5 mm i størrelse). Da mikroplasten herfra kan ende steder i miljøet, hvor iltmængden er lav, stopper nedbrydningsprocessen og bliver forsinket. Resultatet ved oxo-nedbrydeligt plastik er altså i sidste ende formentlig en ophobning af mikroplastik i miljøet, som aldrig vil kunne indsamles og afskaffes på ansvarlig vis. Derfor er oxo-nedbrydeligt plastik en yderst uhensigtsmæssig brug af plastik.

Certificeringer/mærker til komposterbart plastik

I EU findes der to certificeringer for bionedbrydelig/komposterbar plastik. Én for emballage og én for al anden plastik. For at få certificeringen kræves det, at 90% af plastikproduktet skal være nedbrudt til organisk materiale, vand, CO2 og/eller metan på 6 måneder. Begge standarder gælder kun under forhold, der kan opnås på industrielle komposteringsanlæg og vil ikke nødvendigvis kunne opnås ved hjemme-kompostering. De to EU-certificeringer kræver forskellig temperatur, for at nedbrydningsprocessen kan foregå.

Nogle lande og private firmaer har lavet certificering for komposterbart plastik, der kan nedbrydes i hjemmekomposten, som fx OK Compost Home-mærket. OK Compost, der ikke er mærket Home kræver stadig industrielle anlæg. Det er altså vigtigt at gøre sig klart, om produktet kun er industrielt nedbrydeligt eller nedbrydeligt i hjemmekomposten, før man smider det i kompostbeholderen. Intet af det ovenfornævnte plastik er nedbrydeligt i naturen, f.eks. grøftekanten eller havmiljøet.

 

Der findes også andre mærker for nedbrydeligt plastik, men fordi naturen er kompleks og består af mange forskellige nicher med forskellige forhold, vil det trods et mærke ikke kunne garanteres, at plastikken nedbrydes alle steder i naturen inden for en rimelig tidshorisont.

 

Se mere om certificeringer af komposterbart plastik her

European-bioplastics.org

Okcompost.be

 

[Foto: Else-Marie Jørgensen]