Artikler
Supermarkedskæder er blevet plastikbevidste
Slut med salg af engangsservice, kødbakker lavet af genbrugsplast, pant på plastikposer, deltagelse i World Clean up Day og uddannelse af indkøbere i miljørigtig plastik.
Detailhandlen er ved at vågne op og indse, at de må ind i kampen mod plastikspild. Indtil videre har kæderne Føtex, Netto og nu også Rema 1000og Lidl meldt sig på banen hver især med et eller flere af ovenstående initiativer – de sidste to i samarbejde med Plastic Change.
Vi har prikket til detailhandlen længe, og det er som med ketchupflasken, man slår på, lige pludselig vælter det ud.
”Det er herligt, det er på tide, og det er vigtige skridt på vejen. I Plastic Change håber vi, og satser på, at trenden breder sig, at der ligger nogle visioner bag, og at det vil føre til en egentlig omstilling, så det ikke kun begrænser sig til reklamestunts i konkurrencen om at virke mest miljørigtig”, siger Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change.
Foreløbigt samarbejder Plastik Change med Rema 1000 om en kødbakke, der er lavet af genanvendeligt genbrugsplast. Desuden vil de deltage i World Clean Up Day den 15. september. Samtidig har Rema 1000 doneret et beløb til Plastic Changes arbejde med at bekæmpe plastikspild.
Vi samarbejder med Lidl – indtil videre om uddannelse af deres indkøbere i bæredygtige indkøb af plastik, og Lidl vil også deltage i World Clean Up Day. Men flere aktiviteter er på vej, ligesom vi forhandler med andre inden for detailhandlen om rådgivning, og samarbejde om bæredygtigt brug af plastik.