Kemisk genanvendelse bliver fremstillet som en grøn løsning på samfundets udfordringer med at genanvende plastik. Men teknologierne åbner en ladeport af sorte konsekvenser.

Har du hørt om kemisk genanvendelse? Måske er du stødt på det i en artikel. Måske er det her første gang, du hører det. Uanset, så er det et begreb, vi skal forvente kommer til at fylde mere og mere i den offentlige debat.

Teknologierne bag kemisk genanvendelse bliver promoveret som en banebrydende løsning til et stort problem: At alt for lidt af vores plastik genanvendes – og at mekanisk genanvendelse, som ellers er den teknologi, der bruges til genanvendelse vores kildesorterede plastik, har sine begrænsninger.

Kemisk genanvendelse omfatter flere forskellige typer teknologier, der kan nedbryde plastik til mindre byggesten, som potentielt kan bruges til at fremstille ny plastik. Men produkterne fra teknologierne kan også bruges til andet, nemlig brændstof og fremstilling af kemikalier. Derfor er teknologierne ingen garanti for, at plastikaffald igen bliver til ny plastik, som ellers ofte er den fremherskende fortælling fra mange virksomheder.

De seneste år er mange særligt pyrolyseanlæg skudt op i hele verden, men også i lille Danmark. Særligt pyrolyse er problematisk, bl.a. fordi det oftest er mere rentabelt at bruge olie-produktet fra pyrolysen som brændstof.

Industrien bag kemisk genanvendelse er lykkes med en fortælling om, at teknologierne kan håndtere blandet, forurenet plastaffald og omdanne det til helt rene byggesten til brug i ny plastik. 

Problemet er, at det langt fra er hele sandheden, og at der er en lang række problemer og begrænsninger, som kemiske genanvendelsesteknologier fører med sig, men som sjældent er en del af den offentlige debat:

• Det er meget energikrævende processer og udleder mange drivhusgasser – meget mere end ved traditionel mekanisk genanvendelse af plastik. Særligt hvis der skal skabes produkter, der reelt kan bruges til fremstilling af ny plastik

• Teknologierne producerer i sig selv kun et olie- eller gasprodukt og er ingen garanti for at der bliver fremstillet ny plastik heraf. Ofte findes der ingen tilgængelig og klar dokumentation herfor. Eller der bruges ord som ”grøn”, ”cirkulær” og ”upcycling” hos virksomheder, som selv kun fremstiller olie eller gas fra plastikaffald.

• Udbyttet er – især for pyrolyse – meget lille. Der skal rigtig meget plastikaffald til for at producere meget lidt genanvendt plastik. Olien skal oprenses ved særligt energikrævende processer og/eller fortyndes i væsentlig grad med naphta fra fossil råolie for at kunne anvendes i den videre proces til fremstilling af ny plastik

• Selvom teknologierne har et vist potentiale til at adskille additiver fra plasten, så er der ofte forurenende kemikalier i de fremstillede produkter alligevel. Og uanset skabes der farligt kemikalieaffald undervejs, der skal håndteres særskilt, igen med energikrævende processer. Den egentlige løsning ligger ligefor: udfasning af problematisk kemi fra alle plastprodukter

• Processerne kræver et bestemt input (afhængig af den enkelte teknologi og proces) og kan ikke takle al slags blandet, forurenet plastaffald. Derved kræves en forsortering af de blandende affaldsfraktioner, som findes i virkeligheden, nøjagtig som mekanisk genanvendelse. Det skaber en øget efterspørgsel på samme slags plastiktyper og -fraktioner, der konkurrerer med og underminerer mere miljøvenlig mekanisk genanvendelse

• Transparensen omkring processernes samlede miljø- og klimabelastning, og hvad produkterne fra processerne bruges til og i hvilket omfang, er generelt lav. Det gør det svært reelt at sammenligne med andre løsninger og scenarier.

• I EU diskuteres det i øjeblikket, hvordan virksomheder må beregne og angive genanvendt indhold i plastikprodukter. Hvis industrien får hvad de ønsker sig af meget frie rammer, er der stort potentiale for groft vildledende markedsføring i fremtiden. Virksomheder kan da – lovligt – få lov til at komme med påstande om høj % genanvendt indhold for produkter, som reelt har meget lidt eller måske slet ingen indhold af genanvendt plastik. Det vil være greenwashing, og i høj grad forvirre detailhandel og forbrugere til skade for den grønne omstilling.

I Plastic Change mener vi, at vi bør være meget kritiske over for udvidelse af industrien for kemisk genanvendelse i lyset af teknologiernes samlede belastning på miljø og klima. Det skal også ses i lyset af det faktum, at mere miljøvenlige løsninger inden for affaldsforebyggelse, optimering af mekanisk genanvendelse og strammere kemikalielovgivning eksisterer og har stort uudnyttet potentiale. Sådanne løsninger og tiltag mangler endnu langt højere prioritering og større investeringer.

Det kan få store konsekvenser, hvis Danmark satser stort på kemiske genanvendelsesfaciliteter de kommende år. Det vil i sidste ende skade miljø og klima – og den grønne omstilling for plastik.

Læs mere i Plastic Change’s dybdegående vidensartikel om kemisk genanvendelse her.

Læs også vores positionspapir om kemisk genanvendelse her.