For første gang nogensinde vedtog FN-medlemslande at der skal udarbejdes en plastiktraktat, der skal stoppe plastikforurening. Men kampen for en ren verden er ikke slut, den er faktisk først lige begyndt.

En historisk begivenhed på plastikdagsorden skete i sidste uge, da der blev stemt et mandat igennem under FN-miljømødet – UNEA5.2 – at der skal udarbejdes en global og juridisk bindende plastiktraktat. Den første af sin slags. Aftalen er blevet sammenlignet med klimadagsordenens Paris-aftale, der blev vedtaget i 2015, og som satte globale CO2-mål for verdens lande, så vi ikke oversteg 1,5 grader i temperaturstigning.

Det banebrydende ved denne aftale er også, foruden at være den første af sin slags, at den ikke udelukkende skal indeholde en plan for plastik, der ender i havet som forurening. Det blev også vedtaget, at den skal omfavne hele plastikkens livscyklus, det vil sige helt fra udvinding af råstoffer til plastik (som olie og gas), produktion, forbrug, affaldshåndtering til opsamling og inddæmning i naturen. 

Det har givet et mellemstatligt forhandlingsudvalg den kollosale opgave at inden 2024, skal de nå til enighed om nøglespørgsmål såsom, hvordan man tackler den stigende produktion af engangsplastik, som er lavet af olie og gas, og er et stigende vækstmarked i petrokemiske knudepunkter som USA, Kina, Saudi-Arabien og Japan.

Læs også: FN lander en historisk aftale om at bremse plastikforurening

Banen er kridtet op, men spillere løber i hver sin retning

Nu er rammerne lagt for aftalen, men det er tydeligt, at vejen til en færdigudarbejdet plastiktraktat ikke bliver en nem dans. Tværtimod. For selvom landene har forpligtet sig til at finde en løsning, giver den ikke en klar retning på hvordan. Den store kamp vil være omkring produktion, og om landene er villige til at indføre globale regler, fremfor at lade hvert land have fleksibilitet til at udvikle nationale løsninger, der fungerer bedst for dem. 

“Dette spørgsmål om plastproduktion bliver et minefelt,” siger Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change. Hun spår, at de næste to års forhandlinger bliver meget hårde, og spørgsmålet om plastikproduktion vil være et af de mest “komplekse” spørgsmål for forhandlere at overvinde og blive enige om. Men uden en global ramme, der juridisk forpligter landene på reduktion i engangsplastik produktion vil en egentlig effekt og forsøg på at stoppe plastikforureingen være tvivlsom. 

På den ene side er regeringer under pres for at dæmme op for udbredelsen af engangsplastik, alt fra kaffekopper til take-away beholdere til bobleplast. En IPSOS-undersøgelse udgivet i sidste måned viste at tre ud af fire mennesker støtter et forbud mod engangsplastik, hvortil EU og nogle udviklingslande presser på for restriktioner for plastikproduktion.

Men på den anden side står “Big Oil”-industrien (de seks-syv største børsnoterede olie og gasvirksomheder), petrokemikalie industrien og plastproducerende lande, såsom USA, Kina, Japan og Saudi-Arabien, der er tøvende, eller presser på for at undgå restriktioner for plastikproduktionen. Aktører, som henviser til genanvendelse og affaldsindsamling som en løsning, fremfor genbrug og reduktion i plastikproduktionen.

De store multinationale giganter skal holdes i skak

I 2050 kan plastindustrien stå for 20% af alt olieforbrug, ifølge FN’s miljøprogram. I dag står den for omtrent 6-8%. Med disse fremskrivninger vil havets plastikforurening firedobles i 2050, nogle marine arter vil uddø, og mange følsomme økosystemer som koralrev og mangrovesumpe vil blive uopretteligt beskadiget, viser en nylig undersøgelse fra WWF. 

Mindre end 9% af al den plastik, der nogensinde er blevet produceret er blevet genanvendt, og det er derfor tydeligt, at tidligere genanvendelsesteknologier og satsninger på teknologiske innovationer har slået fejl. “Det er naivt at tro, at genanvendelse alene vil hjælpe. Vi skal først og fremmest starte med forebyggende foranstaltninger,” udtalte EU’s miljøchef Virginijus Sinkevicius til Reuters og tilføjede, at han ønskede at se begrænsninger for ny plastikproduktion.

Det afgørende bliver derfor, at der bliver sat globale mål og rammer, som alle lande forpligter sig til at efterleve, og ikke at der udelukkende skal udvikles nationale handleplaner. Ved sidstnævnte er der nemlig stor fare for, at de store plastikspillere stadig får frit løb til at fortsætte deres stigende produktion i de store plastproducerende lande. 

I Plastic Change har vi allerede øje på bolden. I sidste uge fejrede vi, i denne uge har vi allerede fået arbejdshandskerne på. Sammen med den internationale taskforce, der består af medlemsorganisationer fra Break Free From Plastic-bevægelsen – hvor Plastic Change sidder i styregruppen – og som løbende følger UNEA-forhandlingerne, så består opgaven fra nu og frem til UNEA6 at sikre at indholdet i en global aftale bliver så ambitiøs som overhovedet muligt. 

“Nu skal vi have arbejdshandskerne på og sammen med vores globale netværk først og fremmest lægge en strategi så vi sikrer at Big Oil og multinationale giganter ikke udvander aftalen”, afslutter Anne Aittomaki. 

En part af denne artikel er oversat fra Reuters artikel bragt d. 4.3.2022

Marjun Fuglø

Growth Hacker