Debat

Nej Coca-Cola, forbrugerne ønsker ikke mere engangsplastik

Coca-Cola vil fortsætte med at producere engangsplastikflasker i fremtiden. Forbrugerne vil nemlig stadig gerne have dem, mener selskabets bæredygtigschef, Bea Perez. Men det er uholdbar logik.

Offentlighedens opmærksomhed på plastikkrisen vokser, og over hele verden oplever vi lige nu, at både politikere, industrier og forbrugere sætter nye initiativer i verden for at omstille sig mod cirkulære forretningsmodeller og udfase brugen af unødvendig engangsplastik.

Desværre ser vi også, at giganter i plastikforurenings-ligaen som Coca-Cola går i den stik modsatte retning, og forsøger at undgå at tage stilling til de massive miljøproblemer, som deres produkter er med til at skabe. For udfordringer er der ellers nok at tage fat på for Coca-Cola. I 2019 blev virksomheden for andet år i træk kåret som det mest forurenende brand i verden i forbindelse med et brand-audit fra den internationale bevægelse Break Free From Plastic.

Coca-Cola Company har imidlertid ikke tænkt sig at tage sagen i egen hånd, hvis man skal tro selskabets bæredygtighedschef, Bea Perez. Kæden vil blive ved med at producere engangsplastikflasker af hensyn til forbrugernes ønsker, udtalte hun forleden under World Economic Forum i Davos. 

Det er en mærkværdig logik fra en virksomhed, der desuden bærer titlen som verdens største plastikproducent, og producerer hvad der svarer til 200.000 plastikflasker i minuttet. Særligt kritisabel er Coca-Colas indstilling til engangsplastikflasker, da de jo må være bekendt med, at de færreste af Coca-Colas markeder har effektive pantsystemer.

Det bør selvfølgelig nævnes, at vi har set sporadiske initiativer fra Coca-Cola-koncernen, der tidligere har meldt ud, at man vil inkludere 50% genanvendt plastik sine flasker i 2030. Sagen er blot, at genanvendelse ikke løser problemet, som kæden har skabt. Det skygger nemlig for det reelle problem, som er, at Coca-Cola med sit nuværende produktdesign indbyder til et massivt overforbrug af engangsplastik. Løsningen herpå er reduktion og genbrug, ikke genanvendelse.

Coca-Cola blev i 2019 kåret som verdens største plastikforurener for andet år i træk.

Coca-Colas argumenter bliver yderligere mærkværdige, da virksomheden netop selv har påvist både de miljø- og klimamæssige fordele og de forretningsmæssige fordele ved at designe genopfyldelige flasker.

(Reuse, Ellen MacArthur Fondation, s. 61)

Uholdbart at placere ansvaret hos forbrugerne

At Coca-Cola giver forbrugerne skylden for sin engangsplastikproduktion er desværre et klassisk eksempel på, at man som producent lægger ansvaret fra sig, når plastikdagsordenen diskuteres. Det fjerner fokus fra det enorme ansvar, som industrien og politiske lovgivere selv har for at bane vejen for cirkulær økonomi og bedre produktdesign. Det er nemlig den altoverskyggende betingelse for, at vi kommer plastikforureningen til livs.

Både herhjemme og i resten af verden ser vi heldigvis, at forbrugerne stiller stadig skarpere krav om, at virksomheder og lovgivere udfaser unødvendig brug af plastik. Senest har lande som Thailand og Kina, hvor plastikforureningen er allerstørst, gjort nye tiltag for at forbyde plastikposer og engangsplastik. Hvis disse lande kan gå foran i kampen – hvorfor kan verdens største plastikforurener så ikke?