Om få dage begynder de første forhandlinger om verdens første globale plastiktraktat, og kampene om, hvad en sådan skal indeholde er for længst begyndt. Midt i slagsmålene om bl.a. definitioner, risikerer vi at misse en reel chance for at løse problemet med plastik.

Den 2. marts 2022 tog regeringer fra hele verden, under FN’s miljøforsamling (UNEA) i Nairobi, et stort skridt fremad i kampen mod plastikforurening, ved at blive enige om at udarbejde en global plastiktraktat. Traktaten skal forhandles over de næste to år, og skal være færdig med udgangen af 2024. Om mindre end en uge, fra den 28. november til 2. december, mødes verdens ledere igen i Uruguay til det første internationale forhandlingsmøde (INC-1), hvor grundlaget for plastiktraktaten skal lægges, og definitioner skal vedtages. 

Ved første øjekast kan forhandlingerne om traktaten lyde som en langstrakt og tandløs FN-proces. Men i virkeligheden er dette en enestående mulighed for at dæmme op for den stadigt voksende plastikkrise, der grundlæggende truer den planetariske sundhed. For definitioner af hvad ‘plastic pollution’ og ‘full life cycle approach’ (på dansk: fuld livscyklus) er, har afgørende betydning for hvad traktaten efterfølgende dækker over. Eksempelvis er slagsmålet om ‘udvinding af fossile brændsler’ som en del af plastikkens livscyklus eller ej, en af de store kampe i vente (stort set al plastik består af olie), og ligeledes hvorvidt der skal et loft over plastikproduktion.

Læs også: FN lander historisk aftale om at bremse plastikforurening

Fra plastikforurening til sundhedsfare

Plastik som materiale, har på mange måder revolutioneret vores hverdag, men plastik og den måde vi bruger det på har vist sig at have en stor slagside for miljø og mennesker. For få år siden var plastikforurening først og fremmest et problem, der handlede om vores hav og konsekvenserne for havets dyr. Sådan er det ikke længere. Over 99 % af plastik er fremstillet af fossile ressourcer, og derfor udgør plastik allerede et problem fra udvinding af råstofferne, til produktionen af plastik pellets, der laves til plastikprodukter – til det ender som plastikaffald eller som forurening i hav og natur. 

Der er ikke et sted på kloden, hvor vi ikke har fundet plastik; fra det dybeste hav i Marianergraven, over indlandsisen, til på toppen af Mount Everest. Der er fundet mikroplastik i luften vi indånder, maden vi spiser og i vores drikkevarer. Hertil kommer den frigivelse af mikroplastik, der opstår når vi slider produkter som dæk, sko og tekstiler, eller tilsætter plastik direkte til cremer. Seneste forskning viser, at plastikpartikler også kan trænge dybt ned i vores lungevæv, ligesom det er blevet konstateret i vores blod, i vores tarmsystem og afføring, og i kvinders moderkager. Forurening med plastik er som en boomerang kommet tæt på os mennesker, og er idag at finde i alle miljøer. 

Der er blevet fremstillet mere plastik i de seneste to årtier end i anden halvdel af det 20. århundrede. Og der er ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig. Plastikproduktionen er nemlig på kurs til at blive firedobbelt i 2050, hvilket vil føre til en tredobling af plastikforurening i hav og miljø indenfor de næste 20 år, så der i 2040 udledes hele 29 mio. ton plastik til havet om året. Ligeledes forventer OECD en tredobling i plastikaffald på globalt plan i 2060.

Loft over plastikproduktion er altafgørende

Med den stadig stigende plastikproduktion og sammenhængen med den stigende plastikforurening er behovet for at adressere førstnævnte i en ambitiøs plastiktraktat altafgørende. Forskere mener, at hvis vi skal stoppe den allestedsnærværende plastikforurening er vi nødt til at bremse plastikproduktionen, og den konklusion tager vi alvorligt. Traktatens endelige succes med hensyn til at standse plastikforurening vil afhænge af, om den kommer til at sikre reduktion af den globale produktion af nyproduceret plastik. Derudover bør der være fokus på at begrænse produktionen af de mest skadelige og unødvendige plastiktyper. Dette er den eneste vej til en bæredygtig fremtid for plastik.

Næppe overraskende forsøger olie- og petrokemikalieindustrien, samt de store olie og plastikproducerende lande, at undgå den slags samtaler. Førstnævnte har de seneste år sprøjtet massive investeringer i at udbygge plastikproduktionen og lagt i støbeskeen til at produktionen af plastik skal firedobles frem mod 2050. 

Så alt imens forhandlingerne kan risikere at trække ud i tekniske, komplicerede (og kedelige) definitionsdiskussioner, kan vi risikere, at samtalen om nødvendigheden af et loft over plastikproduktion drukner. Hermed kan vi misse en mulighed for at adressere de løsninger, der skal til for at skabe reel forandring. 

En samlet bevægelse af 2700 internationale miljøorganisationer arbejder derfor på at traktaten særligt opfylder disse punkter:

• Et loft over den globale plastikproduktion: for at mindske produktionen af virgin plastik (eller ny plastik), samt restriktioner på problematisk plastik, særligt engangsplastik. 
• Sikre en bæredygtig produktion og cirkularitet: hvor der er transparens med hvilken kemi, der er i plastikken og alle skadelige kemikalier (på menneskers sundhed og miljø) bliver udfaset.
• En retfærdig grøn omstilling: hvor traktaten sikrer, at verdens fattigste lande får den nødvendige økonomiske bistand til at kunne implementere traktaten nationalt. 
• Traktaten skal være juridisk bindende: med indbyggede kontrolforanstaltninger i form af monitorering og rapporteringskrav, og med mulighed for sanktionering hvis landene mangler at opfylde traktatens bindende mål.

Disse punkter er højest på ønskelisten, og er de vigtigste prioriteter, foruden specifikke mål for blandt andet bedre affaldshåndtering og genanvendelse. Verdens ledere har kun godt to år til at få en aftale på plads og der er mange interesser på spil. Det vil derfor kræve politisk mod og handlekraft at sikre, at traktaten kommer til at leve op til sit navn om  at: ”End Plastic Pollution”

Anne Aittomaki

Strategic Director