En ny rapport, der er bestilt af Plastic Change og BreakFreeFromPlastic, og udarbejdet af det engelske konsulenthus Eunomia, stiller vor tids mest brugte bæredygtighedsværktøj, Livscyklusvurdering (LCA), i et kritisk lys. Den fremhæver blandt andet, at anvendelsen ofte ender med at tjene et andet formål end at lede til de miljømæssigt bedste beslutninger. Ved en LCA ser man på den samlede miljøbelastning ved produktion, brug og senere affaldsbehandling af et produkt. Det som en LCA IKKE kigger på, er forurening af hav og miljø. Det er ganske enkelt ikke et parameter, som en LCA forholder sig til, i udgangspunktet. 

Et af de bedste eksempler på forkert anvendelse, forkerte konklusioner og problematisk kommunikation af resultater fra en LCA, er den danske livscyklusvurdering af bæreposer fra 2018, der var bestilt at Miljøstyrelsen og udført af DTU miljø. Den primære konklusion, der blev kommunikeret fra den analyse var, at ”Plastbæreposen er bedst for miljøet”. Det var for mange en overraskende konklusion netop i en tid, hvor der var heftig fokus på plastikforureningens konsekvenser i hav og natur. Der var bare den lille, men afgørende detalje, at analysen slet ikke havde forurening med som et parameter i  miljøberegningen.

Problemet her er, at den forsimplede og misvisende konklusion, der blev kommunikeret bredt ud blev en “sandhed” som både industri, politikere og befolkning tog til sig. Overskriften ”Plastbæreposen er bedst for miljøet” gik desuden verden rundt og har derfor påvirket beslutningstagere verden over, når de har udarbejdet national eller regional lovgivning om plastikforurening. 

Misvisende konklusion har hindret miljøforkæmpende arbejde

Vi har i Plastic Change over de seneste par år modtaget utallige henvendelser fra NGO’er fra hele verden, hvor de i deres nationale arbejde for indsatser mod plastikforurening har rendt panden mod muren på grund af den danske pose-LCA, der har hindret national lovgivning på poser og ført til forkert eller manglende lovgivning. 

Det skyldes at det som en LCA netop ikke kan bruges til er at sammenligne uden for den tiltænkte kontekst, som man har bygget LCA’en op omkring. Man kan godt indbygge en kontekst-sammenligning, men det skal ske i selve konstruktionen af LCA’en. Pointen er, at man ikke bare kan overføre resultater fra en kontekst til en anden, idet det fører til de forkerte beslutninger – og det ser vi ske hele tiden med LCA’er.

Den nye rapport, der hedder ”Plastics: Can Life Cycle Assessment Rise to the Challenge” sætter LCA’en under lup og påpeger de udfordringer som politikere, industri, udøvere af LCA’er, medier mv. skal være opmærksomme på når de arbejder med en LCA – samt hvordan verden kan blive bedre til at bruge LCA’en som et konstruktivt værktøj i den grønne omstilling. 

LCA’er handler om at stille de rigtige spørgsmål. Hvad nu, hvis spørgsmålet ikke er, hvilket materiale der er “bedre” end et andet eller om engangsbrug er bedre end genbrug – men nærmere hvordan kan vi kan designe genbrugssystemer, der har den mindste miljøpåvirkning? Et centralt aspekt af dette er design, dvs. ikke at se på statiske systemer, men at forstå de designparametre, vi kan ændre for at optimere produktets eller systemets miljømæssige ydeevne.

Anne Aittomaki

Strategic Director