Det er dybt problematisk, at Regeringens klimapartnerskab og Klimarådet rådgiver klimaministeren til at se genanvendelse som nøglen til at komme i mål med Danmarks klimaambitioner, skiver formand for Plastic Change Henrik Beha Pedersen i dette debatindlæg.

Artiklen er bragt i Wastetech 31. marts 2020

Klimaminister Dan Jørgensen har påtaget sig verdens sværeste og vigtigste opgave; at omstille et moderne produktions- og forbrugssamfund til et samfund, der om ti år reducerer sit CO2-udledning med 70 pct., og omstiller det på en måde, så vores CO2-udledning går i nul om 30 år. De systemer og løsningerne, vi opbygger de næste ti år, skal altså på sigt lede os helt hen til den CO2-neutrale produktion i et forbrugersamfund.

Spørgsmålet er, om Dan Jørgensen sørger for at få alle relevante input til Danmarks vej mod CO2-neutralitet. Jeg har min tvivl. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis lykkes at tænke ud af boksen og se løsningerne for bare vanetænkning inden for de brancher, der i regi af Regeringens klimapartnerskaber for nyligt har leveret input. Klimarådets input bekræfter også denne anelse.

Klimaministeren har bedt industrien om selv at komme med løsningerne på, hvordan de selv skal reguleres i fremtiden. Industrien er sat i spidsen for at komme med anbefalinger til, hvordan regeringen skal komme i mål med den første reduktion – de 70 pct. – og pege på, hvordan vi kommer helt i mål i 2050. Det sker på områder som affald og ressourcer, herunder vand, men også på en række andre områder i de 13 klimapartnerskaber.

Der ligger for det første en implicit udfordring i den model; civilsamfundets organisationer, selve den folkelige forankring, er udeladt.

For det andet vækker selve anbefalingerne for klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi grund til bekymring.

Problematiske anbefalinger

Den 16. marts kom Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi med sine anbefalinger til Dan Jørgensen. Her konkluderer partnerskabet, at Danmark kan reducere affaldsforbrænding med 90 pct. i 2030 og fremlægger en vision om, at vi skal være det fremmeste land inden for cirkulær økonomi i 2050.

Det er sød musik i vores ører hos Plastic Change og i resten af Break Free From Plastic– bevægelsen.

Men mens den rigtige retning og ambition er udpeget, så ligger de interessante diskussioner ofte i vejen til målet. Det gælder også her.

Partnerskabet peger på genanvendelsen som nøglen til at komme i mål. Det er en meget problematisk prioritering og politisk udmelding.

Problematisk fordi der fokuseres på det tredje led i det såkaldte affaldshieraki, og vi dermed fastholdes i en engangskultur. Øverst i affaldshierakiet ligger reduktion og genbrug, og selv om genbrug og minimering af spild nævnes i rapporten, så er det ikke her, anbefalingernes fokus ligger. Det på trods af, at det er her, vi kan forvente at hentes flest klimagevinster, og hvor vi som nation kan udvikle skalerbare modeller til eksport. Det er derfor en udmelding, som jeg ikke håber, at Dan Jørgensen tager ukritisk til sig.

Klimapartnerskabet burde i langt højere grad stille skarpt på vores overforbrug. Det er måske ikke forventeligt, eftersom anbefalingerne må betragtes som industriens partsindlæg. Hvorfor skulle de være interesserede i, at vi begynder at forbruge mindre?

Men det er den eneste vej frem. Danmark er et af verdens mest forbrugende samfund, ikke mindst af engangsplastik. Hver eneste familie smider 200 kilo plastik ud om året, og det er nærmest kun USA, der kan være med på det niveau. Det er endda et forbrug, der ifølge World Economic Forum forventes at blive tredoblet frem mod 2050 og udgøre 20% af verdens olieforbrug.

En problematisk konstruktion

En del af problemet ligger som tidligere nævnt i selve partnerskabskonstruktionen og de partnere, klimaministeren har sat i spidsen for det. Omstillingsambitionerne kan simpelthen ikke udelukkende defineres af dem, der har en egen opretholdelsesøkonomi for øje. Industrien skal drive omstillingen og operationalisere den i deres forretninger, men at lade industrien alene sætte ambitioner, retning og tempo gør at vi misser de reduktionspotentialer der ligger på ressourceoptimering og CO2.

Havde for eksempel Plastic Change siddet med ved bordet, og repræsenteret 1900 organisationer verden over, via vores fælles strategi i Break Free From Plastic, så havde der været et anderledes fokus på affaldshierakiet.

Vi ville argumentere for, at det ikke giver mening at tale om genanvendelsen løsrevet i den cirkulære økonomi, fordi et potentielt overforbrug meget let kan fjerne alle fordelene ved genanvendelsen. Reduktion og genbrug havde været i centrum fra vores side.

Sæt mål for reduktion

Reduktion ligger som nævnt øverst i affaldshierakiet, fordi det mest effektive instrument til at nedsætte vores energiforbrug på produkter og affaldsgenerering er at have mål for graden af reduktion.

Reduktion handler ikke alene om, at vi bare skal forbruge mindre, men også smartere. Vi skal producere produkter af høj kvalitet i en genbrugsøkonomi, og der vil i den forbindelse opstå en række nye spændende grønne servicejob. Et befordrende middel kan være en bred CO2-afgift, der vil gøre affaldsproduktion uønsket og betyde, at genbrugssystemer vil være at foretrække.

Et studie i Tyskland peger netop på, at man ved at øge graden af genbrug kan hente op mod en fordobling af klimagevinsten. Universitetet i Heidelberg har set på forskellen i klimagevinsterne ved henholdsvis indsamling og direkte nedbrydning af glasflasker og PET- flasker (genanvendelse), sammenlignet med et system, hvor der genopfyldes (genbrug) et antal gange, før flaskerne nedbrydes og smeltes om til nye flasker.

Det er især spændende at tænke på, at denne klimagevinst kan ekstrapoleres til vores øvrige emballager, vores spand med græsk yoghurt, vores italienske salat, vores mælke- og mayonaisebeholder, shampoo og vaskemiddelbeholderne.

Hvis standardiserede beholdere, måske med pant på, cirkulerede i vores samfund og blev genopfyldt, så ville vi slå to fluer med et smæk. Vi ville hente den maksimale klimagevinst, og da det er et lukket system med incitament struktur omkring, kan det ydermere betyde mindre affald i naturen. Ja, faktisk er det er skalerbar model, der kan ende som det nye vindmølleeventyr. Verden tørster efter sådanne løsninger, der giver udslag på både klima- og forureningsbarometeret!

Hvis vi kan omstille til genbrug af alle vores emballager i fremtidens affaldsfrie samfund, vil verden kopiere det, men den effekt er ikke indregnet i Klimapartnerskabets scenarier. Tidligere miljøminister Svend Auken ville være stolt over en sådan vision.

Også klimarådet skuffer

Vi kunne have forventet, at klimaminister Dan Jørgensen kunne have fået den rette rådgivning af Klimarådet. Men heller ikke her kan eksperterne se længere opad i affaldshierakiet end til genanvendelsen.

Reduktion og genbrug fylder forbavsende lidt i rådets anbefalinger. Jeg fristes til at konkludere, at vi som forbrugs- og forbrændingsorienteret nation simpelthen ikke har fået øjnene op for, at reduktions- og genbrugsmål er forudsætningerne for at fastsætte mål for genanvendelsen.

Måske hænger det sammen med vores få erfaringer med at genbruge på systemisk niveau. Vi kan prale af vores retursystem på flasker, men heller ikke her udnytter vi den dobbelte klimagevinst ved at genopfylde beholderne, men fokuserer ensidigt på at genanvende og straks nedbryde produkterne og smelte dem om. Det er spild af krudt og ikke den skaler- og eksporterebare langtidsholdbare løsning verden har brug for.

Der er danske eksempler på, at de kan lade sig gøre. I Plastic Change lykkedes vi sammen med Tuborg at erstatte to millioner engangskrus med genbrugelige krus på sommerens festivaller sidste år, krus der blev vasket op og nu står klar til dette års festivaller (som forhåbentlig gennemføres..).

Kunne den model fungere på byplan eller landplan? Det mener vi godt, den kan. Det handler om at designe den rette infrastruktur, samarbejde og standardisering. En infrastruktur, der bygger på affaldsforebyggelse og ressourceoptimering fremfor for udelukkende at fokusere på affaldshåndtering og ressourcedegradering, som er det Klimapartnerskabet og Klimarådet lægger op til.

Plastikposer tjener som et godt eksempel i den sammenhæng. Danmark har forbrugt rigtig mange plastikposer de seneste tre generationer, og de har fyldt godt i forbrændingen. Regeringen har sat ind med afgifter, og forbruget daler og forskyder nu til de stærkere genbrugelige poser.

Vi kan sætte mål for helt at udfase alle tyndere poser inden 2025 og dermed et 100 pct. genbrugsmål og pant på alle poser. Alle poser skal i 2025 være designet til genanvendelse, og vi kan estimere behovet for genanvendelse samt tage poserne ud af strømmen af affald ind i forbrænding.

Den samme øvelse bør gøres for alle hovedkomponenter i den danske affaldsstrøm. Vi har brug for endnu flere studier, der netop belyser denne klimafordel. Resultatet skal være en figur med grafer for reduktionsmål, genbrugsmål, mål for andelen af genanvendelse og endelig hvordan udfasningen af forbrænding former sig. Med den viden og figur i hånden, kan vores klimaminister tage de rette beslutninger.

En demokratisk pligt

Lige nu prioriterer Regeringens rådgivere i Klimapartnerskabet dog udfasning af forbrænding uden at skele til mål for henholdsvis reduktion af forbruget, genbrug, genanvendelse og resultatet heraf. Det skal være vores løftestænger, hvis vi skal helt i mål i 2050. Det er opnåeligt, og det er skalerbart.

Naturens stemme er ikke repræsenteret ved det Klimapartnerskab, klimaministeren har nedsat. Vi håber derfor, at klimaministeren ser det som sin demokratiske pligt at høre alle vigtige parterne i samfundet.