Plastic Change har kigget i krystalkuglen for 2022, og ser et år med både spændende potentialer og bekymrende tendenser forude. Her spår vi om de vigtigste temaer inden for plastikdagsordenen, der kommer til at tegne året.

Global plastiktraktat – nu også med USA

På den globale bane bliver det spændende når hele verden i februar mødes til UNEA 5.2 i Nairobi. Her skal det besluttes, hvordan den videre proces mod en global traktat, der skal adressere plastik forurening i hele plastikkens livscyklus, skal gennemføres. I modsætning til forhandlingerne i 2019, hvor USA modarbejdede processen, har de nu meldt sig på banen som en proaktiv aktør, der vil arbejde aktivt for, at der kommer en ambitiøs global traktat på plastik. Dette års forhandlinger kommer derfor med stor sandsynlighed til at definere et globalt rammeværk for plastik fremadrettet – fra produktion til bortskaffelse og forurening som konsekvens. Herunder ligger et stærkt fokus for det internationale NGO-miljø, der følger processen om mere fokus på upstream-regulering og løsninger, der kan bremse den hastigt voksende globale plastikproduktion. Ifølge de fremskrivninger, der er lavet på plastikproduktionen globalt, vil den være firdoblet i 2050 med den afledte konsekvens, at vi i 2040 vil opleve en tredobling af plastikforurening i hav og miljø – og heraf vil 80% af forureningen komme fra engangsplastik.

Affalds-trafficking

Samtidig markerer januar i år, at det er 4 år siden at Kina lukkede for import af vestligt plastikaffald. Som en konsekvens heraf har vi de sidste fire år har set et globalt kaos med vestligt plastikaffald, der bliver skubbet rundt til en ukendt skæbne mellem asiatiske, afrikanske og østeuropæiske lande. Her bliver det ofte bliver dumpet i vejsider og floder, på åbne lossepladser eller brændt af med store konsekvenser for lokalsamfund ude i verden. Affalds-trafficking og affaldskolonialisme er nye begreber, der så dagens lys i 2021, og som vi kommer til at høre mere om i 2022. En anden konsekvens af Kinas forbud, som vi har set accelerere de sidste fire år, er Vestens satsning og investering i kemisk genanvendelse som en ”ny løsningsteknologi” til at behandle det plastikaffald, der lige nu ligger og pendulerer rundt ude verden eller hober sig op i havne. Kemisk genanvendelse af plastikaffald er en falliterklæring og en fortsættelse af den lineære økonomi, som vi skal arbejde os væk fra og ikke investere i under påskud af at lave cirkulær økonomi. Hvis plastikemballager, der sættes på markedet i mindste fald ikke kan genanvendes mekanisk, bør man bruge det kommende producentansvar til helt at bortdesigne dem fra markedet. Men kemisk genanvendelse kommer også til at være på dagsordenen i 2022.

Falske løsninger og greenwashing

Noget andet, vi kommer til at holde skarpt øje med, er plastiks forbindelse til klima, der især kom på dagsordenen under COP26 i Glasgow. Især den globale industri er begyndt nogle nye ”falske løsnings-narrativer” og greenwashing om, hvordan plastik kan være en del af en klimaløsning i form af nul-emissions-plastik, plastikaffald som kulstoffrit brændstof, plastik som CO2 lagring, CCS og såkaldt plastik-offsetting (kompensation), hvor industrien ”neutraliserer” deres plastikforbrug eller tilbyder deres kunder en kompensationsmulighed, f.eks. ved at garantere opsamling af plastikaffald i hav og miljø. I det hele taget kommer greenwashing og transparens som begreber til at fylde i år i miljødebatten både herhjemme og internationalt.

Mål for genbrug og forebyggelse af affald

På EU-plan kommer revideringen emballage- og affaldsdirektivet til at være en milepælsmulighed for at opnå genbrugsmål på emballage, der vil forbygge affald fra emballage og samtidig kunne accelerere innovation og nye forretningsmuligheder inden for genbrug og produkt-som-service-forretningsmodeller. Frankrig har allerede sat nationale mål for genbrug på emballage, og vi ser det knopskyder med nye emballagefri forretningsmodeller i Frankrig. Så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der kommer genbrugsmål, men et spørgsmål om hvornår.

I forlængelse af EU og på den danske bane vil de politiske forhandlinger på det kommende producentansvar komme til at fylde her i starten af 2022. Erhvervs- og industriorganisationerne er gået sammen om at etablere en ordning, der skal drive producentansvaret, men ambitionsniveauet udestår. Vil der politisk komme krav til forebyggelse af emballageaffald? Eller kommer det udelukkende til at handle om ansvaret for affaldshåndtering, hvor der i øvrigt pt er mange ubekendte i forhold til hvordan industrien vil sikre afsætning af plasten, reel genanvendelse af plasten i høj kvalitet, kontrol og miljøkrav? Det bliver spændende at følge de politiske forhandlinger her i begyndelsen af året.

Grøn borgeradfærd og politisk ansvarstagen

En anden ting, der kommer til at fylde i 2022, er borgeraktivisme og grøn adfærd i hverdagen. Hvordan sikrer vi, at vi fortsat har borgere og forbrugere med på den grønne omstilling, når de strukturelle og systemiske løsninger, som rækker udover affaldssortering, og som kræves for en reel omstilling fra en lineær til en cirkulær økonomi, skal komme fra politikerne og industrien? Det grønne borgerengagement, bevidsthed og momentum skal masseres og kanaliseres ind i, at der stilles flere krav til netop politikere og industri om bedre muligheder for at agere grønt, vælge emballagefri løsninger, få repareret sine produkter og genbrugt mere. Kommunalvalget i 2021 blev det grønneste nogensinde, og viser tydeligt, at befolkningen vil det grønne. Men mulighederne for grøn adfærd er lige nu begrænset af de lineære strukturer, der definerer vores forbrugsmønster.

Der er nok at kæmpe for i 2022, og vi er klar til at til at invitere alle med ind i kampen.

Anne Aittomaki

Strategic Director