Af Kristian Syberg, lektor i miljørisiko

Fremtidens geologer vil finde plastik overalt på kloden. Overgangen fra en tidsalder til en anden er ikke noget der sker hver dag – mildt sagt. Ikke desto mindre er det netop, hvad vi oplever i vores levetid: Overgangen fra halocenen til antropocenen.

En tidsalder defineres blandt andet ved, at den har sit særlige aftryk i de geologiske lag, som aflejres i netop denne tidsalder. Det aftryk, som mest tydeligt bliver afsat i Antropocenen, er menneskelig aktivitet – heraf navnet. Hvis en geolog om 10.000 år arbejder sig igennem de forskellige jordlag, vil han med andre ord kunne definere vores nye tidsalder ved at se på, hvor menneskelige aktiviteter har aflejret sig.

En skal af plastik

En af de ting, som denne fremtidige geolog vil finde, er plastik. Overalt hvor han/hun vil kigge, vil der være plastik. Det vil ligge som en skal over hele kloden. Ikke en skal, der er helt tæt og altomsluttende, men en mosaik af mikroplaststykker i forskellige størrelser, farver og former. Hvordan kan jeg sige det med så stor sikkerhed? Jeg har efterhånden analyseret mange prøver for mikroplast. Vi har analyseret prøver fra de Danske farvande, Middlehavet, Atlanterhavet og Viktoria søen og er nu på vej over Stillehavet. Jeg har endnu ikke set én prøve, hvor der ikke var plastik i!

Hvis jeg sammenholder det med de resultater, som mine mange kollegaer fra andre lande har publiceret, står det klart, at mikroplast er overalt. Der er fundet mikroplast på blomster, i jord, i ferskvand, i iskerneboringer og i havbundsprøver taget på flere kilometers dybde samt alle steder på klodens havoverflade. Vi har med andre ord spredt plastik ud over vores klode. Dette har vi vel at mærke gjort siden 50erne og frem til i dag, med en hastighed der helt kan tage pusten fra en, når man tænker lidt over det.

Plastik går i arv

Vores brug og bortskaffelse af plastik er derfor på mange måder et symbol på Antropocenen. Dette menneskeskabte organiske materiale har ændret vores materielle liv for altid, men på grund af vores dårlige affaldshåndtering, bliver det samtidig en stor del af den miljøarv, vi giver videre, ikke bare til vores børn, men til mange generationer fremover.

Nu befinder vi os så her ude på Stillehavet i det, som bliver det sidste ben af Ekspedition Plastik. Meget passende er det, at rejsen gennem Antropocenen afsluttes på den største af alle vandmasser. Og selvom dette hav kan forekomme uendelige stort, ligger plasten overalt som et aftryk fra Antropocenen. I de prøver, vi har indsamlet indtil nu, har jeg set plastik i dem alle. Ikke store mængder, som vi formodentlig kommer til at se, når vi kommer ud i selve plastiksuppen, men nok til at illustrere, at de små stykker svømmer rundt på hele Stillehavets overflade. Små stykker affald i form af lidt fiskeline, et blåt stykke hård plast, en kvadratcentimeter gennemsigtigt emballage osv. Kort og godt som en plastikmosaik ovenpå det azurblå hav.