Debat

Nallerne væk fra mine Moules frites!

Jeg elsker fisk, særligt muslinger, som jeg lærte at skrabe langs stenene i Ballen Havn på Samsø og siden koge i en stor ti-liters gryde i sommerhuset. Gratis, velsmagende og nærende som bare pokker. Vi spiser masser af fisk, og det skal der ikke pilles ved, og dog… det bliver der pillet ved i disse år, for mere og mere fisk indtages nu med plastik. Faktisk har vi et fødevaresikkerhedsproblem og et kommende ressourceproblem, hvis vi ikke får sat en prop i plastiktilstrømningen til vores have. Det viser et nyt omfattende studie af fisk og deres indhold af plastic og som noget særligt: vores vaskemaskiner kan være en hovedforklaring!

Ved at studere fisk, rigtig mange fisk fra 11-12 arter, indkøbt på markeder på den amerikanske vestkyst og i Asien fandt forskerne én markant forskel: Der er primært fibre, formentlig fra syntetiske tekstiler, i fiskene fra USA’s vestkyst modsat de indonesiske fisk, der primært indeholdt nedbrudt plastic fra produkter, der er endt som skrald ved kysterne. I USA er der en infrastruktur til at tage hånd om en stor del af plastikaffaldet og samtidig et udbygget system med indsamling af spildevand i rensningsanlæg. Blot kan disse ikke tilbageholde de mikroskopiske fibre, der ofte er mindre end en millimeter. Men hvad med Danmark?

Vi spiser masser af fisk, og det skal der ikke pilles ved, og dog… det bliver der pillet ved i disse år, for mere og mere fisk indtages nu med plastik. Faktisk har vi et fødevaresikkerhedsproblem og et kommende ressourceproblem, hvis vi ikke får sat en prop i plastiktilstrømningen til vores have.

Plastik i danske sild og hvilling

DTU har undersøgt, hvordan det ser ud med sild og hvilling herhjemme. Hver tredje sild indeholder plastik. Og hvordan så med muslingerne? Et Belgisk studie af kommercielt dyrkede muslinger viste, at vi skaldyrselskere kan udsættes for 11.000 stykker mikroplastik hvert år. Konsekvensen kan vi kun gætte på. Hvor meget plastik-kemi i form af blødgørere og Bisphenol, der frigives i fordøjelsesprocessen, forbliver gætværk, indtil det er undersøgt ordentligt. Ét er sikkert. Vi skal til at se meget mere på kilderne til problemet, for det er ikke godt nok, at vi ikke bare kan nyde vores frugter fra havet.

Studiet af fisk fra USA og Indonesien peger på, at vi skal se specifikt på vores rensningsanlæg. Hvilke former for plastik ender der, og hvordan fordeler det sig mellem vand og slam. Slam der bringes ud på markerne og derved ender op i vandmiljøet, når det skylles ud med overfladevandet til de nærliggende vandløb. Dem har vi 60.000 kilometer af i Danmark. Nok til at komme halvanden gang rundt om jorden. Når vi har fat i det, skal vi se på kilderne og på, om vi har teknologien til at skyde en løsning ind. Kilderne kan være lige foran øjnene på os, uden at vi bemærker det. Det kan være karkluden med tyve procent polypropylen, det kan være skuresvampen, skurebørsten og tandbørsten. Alle sammen plastikprodukter vi anvender hele tiden overalt i vores husholdning, og som skiftes ud, efterhånden som de slides ned – og ud, langt ud i havet. Det skal vi vide, så vi kan handle på det.

Plastik Forurening i Danmark
FOTO AF PLASTIC CHANGE / IB CORNELIUSSEN NIELSEN

Med den viden kan vi tage diskussionen på et oplyst grundlag. Skal vi som i det hollandske “Mermaid project” udvikle filter til vores vaskemaskiner? Skal vi teste og måske anvende membranteknologi, så vi kan fange plastikken fra de utallige kilder, der kan være, eller skal vi helhjertet fokusere på substitution, materialeudvikling? Ét er at fjerne plastikken ved rensningsanlægget, men meget af plasten slides af og bliver luftbåret, så vi kan finde det i honning og øl. Bierne kan ikke gå på pollen- og nektarjagt, uden at de tager en omgang fibre med hjem til bi-stadet. Gad vide, hvad det betyder for populationerne der? Dette taler for at fjerne plastikken ved kilderne, der hvor det praktisk er muligt.

Det er en stor udfordring, og det gælder om at starte det rigtige sted. Vi skal have styr på kilderne og spore plastikken på sin vej fra produkt til det omgivende miljø. Det eneste, der er helt sikkert, er, at vi allerede om ti år vil have fordoblet havenes mængde af plastik, så der er et ton plastik for hver tre tons fisk. Med mindre vi tager os gevaldigt sammen, definerer problemerne nærmere og ser potentialet i at udvikle den nye generation af grønne produkter, der er bæredygtige fra vugge til grav. Det er formentlig også der, nye markeder ligger og venter – i den grønne omstilling.

Jeg, der sådan holder af Moules Frites!