Artikler

I Rwanda konfiskerer de dine plastikposer

Danmark kunne lære noget af det lille østafrikanske land, der har forbudt plastikemballage i kampen mod plastikforurening…. Plastikposer og –emballage forurener vores have, skæmmer vores natur og ender som mikroplastik i vores natur, fødevarer og til sidst vores kroppe. Hvorfor forbyder vi det ikke bare!?

Når man rejser i Afrika (eller for den sags skyld bare kører ud på landet af en dansk landevej…) er plastikaffald en selvfølge – plastikposer, emballage wrap, plastikflasker og skruelåg er nærmest blevet en del af landskabet og naturen!. Måske netop derfor springer det i den grad en i øjnene, hvor rent og sirligt der er i Rwanda. Byens gader og fortove er som støvsugede for affald, og når man bevæger sig ud på landet ændrer billedet sig ikke… plastikaffald er ikke at se nogen steder!!

Overraskelsen kommer faktisk allerede, når man lander i lufthavnen, og man bliver mødt af myndighedspersoner fra landets miljøforvaltning REMA. Hjerteligt byder de dig velkommen til Rwanda – samtidigt med, at de grundigt inspicerer din bagage, om du er kommet til at smugle en plastikpose med ind i landet. Hvis du har købt taxfreevarer tager de dine varer op af den klassiske taxfree plastikpose, befrier dem for hvad plastikemballage de må være blevet pakket i og lægger dem i en mulepose af stof. Og med autoritet vil de fortælle dig, at Rwanda som det eneste land i verden har et totalt forbud mod plastikposer!

Rwandas model er et fantastisk eksempel til inspiration og til at vise, at man ikke behøver at være et vestligt i-land for at være ambitiøse og innovative på miljøfronten! Danmark kunne godt lære noget af Rwanda hvad angår plastik… Vi kunne jo begynde med at formulere politik på området.

Plastikposer i naturen
FOTO AF PLASTIC CHANGE / ANNE AITTOMAKI

Plastikposer skiftes ud med madpakkepapir

Ja – det lille østafrikanske land har gjort det, som alle andre blot snakker om… de har reageret på det øgede pres, plastikforurening sætter vores miljø under. Rwandas regering forbød – hårdt og kontant i 2008 ethvert brug af plastikposer og -emballage. Det betyder, at alt bliver pakket i papirposer. Køber du brød hos bageren eller kød på markedet, bliver det pakket i gammeldags madpakkepapir, og i alle butikker bliver dine varer pakket i en papirpose. Desuden er det forbudt at smide affald, og alle skal aktivt deltage i nationens månedlige rengøringsdag!! Reglerne håndhæves af en ambitiøs og stærk offentlig miljømyndighed.

Nu er det ikke sådan, at der ikke findes plastikemballage i Rwanda. Importerede varer pakket i plast kan findes i de større supermarkeder, men prisen er høj pga. en seriøs afgift på selve plastikemballagen. Forbuddet og den høje pris på plastik har desuden skabt et sort marked, hvor folk smugler og handler plastikposer – men også risikerer fængselstraf!

Selvfølgelig skaber plastikforbuddet visse udfordringer, når varer sikkert skal pakkes og transporteres. Særligt i forhold til fødevarer er manglen på emballage en udfordring. Derfor er landet – politikkere og producenter, meget obs på genbrug og på alternative løsninger som f.x. biologisk nedbrydelig plastemballage. Fokus på genbrug betyder, at plastikaffald er i høj kurs, og at det i det forholdsvis fattige land bliver indsamlet meget effektivt. Ud over de autoriserede skraldefimaer, som en fast dag om ugen indsamler alle husstandes skrald, så samler fattige på gaden også plastikaffald. Plastikken sælger de til genbrug og omsmeltning hos landets få plastikproducenter. Her bliver plastikken sorteret, vasket og omsmeltet – primært til kraftige affaldsposer… en pose i sort til blandet affald og en i gul eller grøn til organisk affald. At sorterer sit affald er nemlig også en borgers pligt i Rwanda!

Rwandas model er et fantastisk eksempel til inspiration og til at vise, at man ikke behøver at være et vestligt i-land for at være ambitiøse og innovative på miljøfronten! Danmark kunne godt lære noget af Rwanda hvad angår plastik… Vi kunne jo begynde med at formulere politik på området.