Plastic Changer

Sport & Fritidsaktiviteter

Brug udendørsaktiviteter til at skabe fokus på plastikforurening

Hvad er bedre end at gøre noget godt for naturen, samtidig med du bruger din krop? Brug sport og fritidsaktiviteter til at skabe samling og fællesskab om plastiksagen. Det fungerer rigtig godt både for børn og for voksne.

At være ude i den natur, som vi værner så højt om, kan være med til at skabe et større fokus på plastikforurenings konsekvenser, og dermed også inspirere deltagere til at tage handling i deres egen hverdag.

Inspiration til hvad du selv kan gøre…

Race for Oceans er en 10-dages stafet, der løber langs den jyske vestkyst fra Sylt til Skagen. Stafetten, som Plastic Changeren Signe Simonsen har taget initiativ til, sætter fokus på plastik-sagen ved at kombinere sport, strandrensning og walk & talks. Hovedeventen er sport over en strækning på 456 km med en blanding af løb, gang, SUP og havkajak. Race for Oceans har kombineret både sport, fællesskab og oplysning, for at engagere mennesker fra hele Danmark i plastik-sagen. Læs mere om Race for Oceans.

Midsummer Viking Challenge er et 24-timers Stand Up Paddle-event ved Amager Strandpark i København. I hold kæmper de mange padlere om at padle flest omgange af en rute på 4,7 kilometer. En del af tanken bag eventet er at skabe opmærksomhed omkring velgørenhedsprojekter ved at samle penge ind. I 2019 blev der indsamlet 74.000 til Plastic Changes arbejde. Læs mere om Midsummer Viking Challenge.

Plastic Changeren Mathias svømmerede fra Samsø til Røsnæs for at sætte fokus på plastikforurening. Det var en svømmetur på omkring 17 km., som han havde trænet op til i flere måneder. Undervejs samlede han det plastik op, som han mødte på sin vej. Desuden lavede han også en pengeindsamling og var med i flere nyhedsmedier for at sætte fokus på problemet.

Eller hvad med anderledes affaldsoprydning?

Sport og fritidsaktiviteter giver god anledning til at samles om en gang affaldsoprydning – og gør det bare lige lidt sjovere at samle affald ind!

Kombiner en udendørs sport med en affaldsindsamling. Tag en pose med i kajakken eller på løbeturen næste gang, du tager ud, og saml henfalden affald ind på din vej. Plogging er en løbetrend, hvor man kombinerer løb og affaldsindsamling, som eksempelvis i Garbage Run.

Du kan også arrangere en større offentlig begivenhed centreret omkring en udendørs aktivitet, hvor alle kan være med til at samle affald ind i den lokale skov, sø, eller strand. Tag eventuelt kontakt til din lokale kajak- eller surfklub og hør, om de kunne have lyst til at samarbejde ved at stille udstyr som kajakker og SUP-boards til rådighed.

Ryd op under havoverfladen med dykning

Kender du til nogle ivrige dykkere, eller er du selv en del af en lokal dykkerklub? Så arranger en lidt anderledes affaldsoprydning. Meget af det affald, som udledes til søer, kanaler og havet, ender på bunden – ude af syne. Dykkere har derfor en unik mulighed for at bidrage til oprydning af affald i naturen. Du kan bruge vores generelle guide til affaldsindsamling og herudover koordinere med dykkerne og din lokale dykkerklub. Se videoen, hvor Plastic Changeren Nadia og hendes team i Aktion Amager sammen med en flok dykkere arrangerede en oprydning af havnebassinene omkring Islands Brygge i København.

https://www.facebook.com/MickFriisImages/videos/450374345446239/
Video: Mick Friis Images

Dokumenter jeres plastikfund…

Som en væsentlig del i kampen mod plastikforurening er dokumentation af al det plastik, som vi finder, med til at synliggøre hvor meget affald, vi finder, og hvad slags affald, der ligger derude. Der findes flere app’s, hvori man kan notere sit fund i en portal, og hvis du har tid og lyst, kan du dokumentere jeres plastikfund på app’en Litterati. Vi har også udarbejdet en simpel guide, der kan hjælpe dig med at komme godt igang med app’en. Se guiden nedenfor.

Ressourcer

Brug vores guides til at komme godt i gang