Cigaretskod er fulde af plastik

Hvert år havner milliarder af cigaretskod i naturen i så stor stil, at de er nummer et på top-10 listen over affald smidt i naturen. For i modsætning til, hvad mange rygere måske tror, så forgår cigaretskod ikke hurtigt, når de lander i naturen.

 

 

 

Cigaretfiltrene indeholder små fibre bestående af cellulose acetat, et semisyntetisk materiale, og dermed en type plastik, som er adskillige år om at blive nedbrudt. Hvad konsekvenserne er for mennesker og dyr, er der ingen, der med sikkerhed kan sige, eftersom der findes meget lidt forskning om mikroplast i naturen. Derfor er det også begrænset, hvad der findes af viden om lige præcis cigaretskods effekt på miljøet.

Men vi ved, at plastik ikke bliver nedbrudt biologisk, og at det kan have både fysiske og kemiske effekter på dyr. F.eks. kan de små fibre af plast blive optaget i skaldyr, muslinger, fisk og små organismer, og det betyder, at de gennem fødekæden også kan finde vej til mennesker.

I årevis har cigaretskod toppet listen over affald fundet i naturen. Det viser den årlige rapport fra Ocean Conservancy & International Coastal Cleanup. Også i Plastic Changes egne observationer over affald ved Roskilde Fjord, ligger cigaretskod i toppen.

Plastik er skidt for miljøet, og derfor skal vi undgå, at det havner i naturen og i den sidste ende i vores fødekæde. Hvad angår cigaretskod er løsningen enkel: put dem i skraldspanden og hav evt. et lille lommeaskebæger på dig.

 

TOP TI OVER AFFALD FUNDET PÅ STRANDE VERDEN OVER:

  1. Cigaretskod
  2. Madpapir
  3. Plastikflasker
  4. Skruelåg
  5. Plastikposer fra supermarkeder
  6. Andre plastikposer
  7. Sugerør
  8. Takeawaybeholdere i plastik
  9. Plastiklåg
  10. Takeawaybeholdere i skum

 

Kilde: Ocean Conservancy & International Coastal Cleanups rapport fra 2018