Artikler

Plast er en cocktail af kemikalier

Et nyt videnskabeligt studie afslører, at kemikalier i mange forskellige hverdags plastprodukter er langt mere udbredt end hidtil vidst. Størstedelen er ukendte stoffer, hvoraf andre potentielt er sundhedsskadelige. Produktionen af plastik, og de dertilhørende kemikalier, er løbet løbsk, og der bør være langt højere krav til producenterne om, hvad der må sættes på markedet.

Ens udenpå – vidt forskellige indvendigt

Forestil dig to forskellige vandflasker i plastik – de ligner hinanden på en prik, bortset fra etiketten med et farverigt logo, flotte bjerge i baggrunden eller glinsende, delikate vanddråber, og de har nøjagtig samme anvendelse som engangshylster til de tørstende. Hvad du som forbruger ikke ved, er, at de to tvillingeflasker næppe har den samme plastik-”DNA”. Den ene kan være harmløs, mens den anden måske indeholder potentielt giftige kemikalier, der gradvist kan lække ud fra plasten – til luften, til drikkevandet, til fødevaren, til havet (skulle produktet ende sine dage i naturen).

På flaskens bagside eller bund står med små bogstaver, hvilken overordnet type plastik den er lavet af, men ingen steder kan man læse hvilken cocktail af kemikalier hylsteret OGSÅ indeholder – hverken de mange additiver som bevidst tilsættes selve plast-polymeren for at opnå de ønskede egenskaber for plasten eller stoffer, som er biprodukt eller forurening ifb. produktionen (sidstnævnte, altså de ikke bevidst tilsatte stoffer, kaldes NIAS – non-intentionally added substances). Og ej heller hvilken potentiel skadesvirkning disse kemikalier kan have på miljø, dyr og mennesker.

Kemikalie-junglen

Det er virkeligheden i dag for den jungle af plastik-forbrugerprodukter, vi omgiver os med. Vi har kort sagt som forbrugere meget dårlig mulighed for at træffe et godt og bevidst produktvalg for at undgå bjerget af kemikalier. Forbrugerplastprodukterne er indvendigt en sort boks af mange og ofte ukendte kemikalier – nogle harmløse, nogle potentielt med skadesvirkninger. Og det er her vi fuldstændig mister overblikket og mangler viden – produktionen er løbet løbsk. Mere end 4000 kendte kemikalier associeres med plastikemballage alene – dertil kommer de ukendte kemikalier, som fylder mere i plasten, end vi hidtil har vidst.

Faktisk udgør ukendte kemikalier over 80 % af den samlede mængde kemikalier i helt almindelige forbrugerprodukter lavet af plastik.

Det viser et nyt forskningsstudie fra Goethe Universitet i Frankfurt am Main publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science & Technology. Vi har med andre ord meget lidt styr på, hvad plastikken rent faktisk indeholder udover selve polymer-grundstrukturen – og ikke mindst hvad det betyder for vores miljø og sundhed.

Skærpede regler for plastik til fødevarer

Bevares, plastprodukter med direkte fødevarekontakt, er i forhold til øvrige plastprodukter under skarpere kemikalie-kontrol under lovgivningen, hvor der stilles krav til producenten, at produktet ikke må afgive stoffer til fødevarerne i mængder, der kan være sundhedsskadelige. I Danmark har vi desuden indført et særskilt nationalt forbud mod det hormonforstyrrende stof BPA i produkter særligt beregnet til børn under 3 år (f.eks. sutter og emballage til babymad), men andre fødevareemballager og produkter må fortsat indeholde BPA, så længe det holder sig inden for en vis grænseværdi. Plasttypen polycarbonat er et af de anvendelser, som kan indeholde BPA.

Omvendt er der desværre masser af huller i den gældende lovgivning, som gør, at plastprodukter med fødevarekontakt fortsat kan indeholde problematiske stoffer. Derudover tager denne kontrol kun de kendte kemikalier i betragtning, der bevidst tilsættes Denne kontrol tager dog kun de kendte kemikalier i betragtning, der bevidst tilsættes, og ikke kemikalier som uvidende også på den ene eller anden måde bliver en del af plasten, eller kemikaliernes potentielle cocktaileffekt, dvs. når blandingen af to eller flere for sig selv harmløse kemikalier bliver giftige (eller mere giftige) når tilstede sammen. Det endelige plastikprodukt, der sendes på markedet, kan altså have en væsentlig anderledes og udvidet kemisk profil, end hvad producenten rent faktisk selv kender til og har testet.

Øvrige plastprodukter, som vi ellers også omgiver os tæt med hver dag – om end vi måske ikke spiser eller drikker direkte fra det – skal blot sikre sig, at de overholder EU’s kemikalie-lovgivning REACH – en desværre tung forordning, hvor det kan tage årevis at få et nyt skadeligt kemikalie på positivlisten – og i øvrigt jo kun gælder for produkter produceret i EU. Babyer og småbørn skelner (under normale omstændigheder!) ikke mellem de såkaldte fødevarekontaktmaterialer (FKM), legetøj (som også er under skærpede kemikalieregler) og øvrige plastprodukter – alle dele puttes med stor fornøjelse i munden, hvilket de fleste forældre vist kan skrive under på. Vores hverdag i et samfund omgivet af plastprodukter betyder altså en tæt daglig kontakt med et væld af kemikalier, hvoraf en del vi næppe vil have i kroppen og tæt ind på livet.

Ukendte kemikalier vælter ud af plastik til forbrugere

Det er langtfra ny viden, at plastik generelt er associeret med for længst dokumenterede skadelige kemikalier, såsom blødgere (ftalater) og bromerede flammehæmmere, som kan forstyrre og skade reproduktion, hormon-system, hjernefunktion og være kræftfremkaldende. Plasttypen PVC er i sig selv også problematisk, fordi det ved forbrænding afgiver klor, som sammen med brint danner saltsyre i atmosfæren og således bidrager til syreregn til skade for skove – hvorfor PVC i forbrugerprodukter såsom voksduge, badedyr, luftmadrasser og legetøj herhjemme skal deponeres, da de bløde typer PVC heller ikke kan genanvendes – det er i sig selv åbenlyst skidt for miljøet.

Det betyder selvfølgelig langtfra, at al plastik indeholder disse grupper af skadelige stoffer, men det er i sig selv bekymrende, at vi overhovedet har tilladt at sætte noget på markedet, uden egentlig at have styr på de skadelige konsekvenser, som vi nu efterfølgende skal rette op på ved tunge lovgivninger og en næsten uoverskuelig omstilling af et kæmpe produktionsapparat.

Det nye i dette nyligt publicerede videnskabelige studie er, at der for første gang kigges på en lang række helt almindelige forbrugerprodukter af plastik for at identificere typen og omfanget af kemikalier i produkterne og teste deres overordnede giftighed på organismer og potentielle skadesvirkning på cellefunktion og hormonsystem – vel at mærke i et laboratoriemiljø testet på bakterier, menneskeceller og gærcelle-gener. Her har forskerne opdaget, at kemikalier med potentielle skadesvirkninger er langt mere udbredt både i og på tværs af de forskellige forbrugerprodukter, end vi hidtil har vidst. De kunne blandt andet fastslå, at næsten 3 ud af 4 plastprodukter fra vores hverdag indeholder sundhedsskadeligt kemi.

Forskel på plasttyper – men ingen regel uden undtagelse

Konkret har studiet kigget på i alt 34 hverdagsplastprodukter, både dem med fødevarekontakt (bl.a. vandflaske, yoghurt bæger, juice flaske, plastikbæger, frugtbakke, frysepose, kaffekoplåg) og dem uden (bl.a. affaldspose, shampoo flaske, badesvamp til børn, badesko) lavet af de 7 mest almindelige plasttyper samt en enkelt biobaseret og bionedbrydelig plasttype, PLA (polylactid acid), som også er vidt udbredt.

Op til 200 kemikalier fandt de i et enkelt produkt.

Særligt fyldte de ukendte kemikalier i produkterne, dvs. kemikalier, som ikke kunne identificeres via de store kemikalie-biblioteker, som de blev holdt op imod. Særligt plasttyperne PVC og PUR viste sig overordnet at være mest giftige og med de største potentielle skadesvirkninger på celler og hormonsystem, men overraskende var den biobaserede og bionedbrydelige plastiktype, PLA, også blandt typerne med højeste giftighed.

En plasttype man via ordet ”bio” ellers foranlediges til at tro må være blandt de grønne valg. Resultaterne viser også, at det kan være svært at generalisere for de enkelte plasttyper, og at giftigheden kan variere meget mellem de enkelte produkter uafhængigt at plasttype. Eksempelvis var enkelte produkter med forholdsvis høj giftighed og celleskadende effekt lavet af de overordnede set mindre giftige og skadelige plast-typer som PS, LDPE og PP – altså ingen regel uden undtagelse.

Man kan kort sagt ikke vide sig sikker på, at man har undgået skadelige kemikalier, ved kun at gå efter bestemte plasttyper. Endeligt fandt forskerne også plastprodukter til fødevarer, som indeholdt skadelig kemi – bl.a. en plastbakke til frugt og en tyggegummi-indpakning. Også en badesvamp til børn indholdte skadelig kemi.

Plasttyper skal holdes adskilt for at sikre effektiv genanvendelse

Af de undersøgte plasttyper blandt de i alt 34 forbrugerprodukter blev HDPE og PET kåret som de mindst skadelige, og PET var typen med færrest kemikalier (max. 5 kemikalier per produkt). At PET er en oplagt kandidat til materialer med fødevarekontakt understøtter den generelle anbefaling fra bl.a. Rethink Plastic for design af fremtidens mademballager, således at klar (farveløs) PET udelukkende bør bruges til fødevareemballage, så vi kan sikre, at PET-plasten holdes i rene strømme og således også sikre en effektiv genanvendelse af plasten (dvs. mademballage bliver igen til mademballage). Det er nemlig ikke tilfældet i dag, hvor plasten typisk ikke kan holdes i helt rene fraktioner i genanvendelsessystemerne, og derfor bliver downcycled – altså bliver til produkter af lavere værdi og således driver efterspørgslen på produktion af ny – altså ikke genanvendt – plastik til at fremstille ny fødevareemballage.

Større producentansvar i kemi-junglen!

At mængden af kemikalier, heraf størstedelen ukendte, og herunder potentielt skadelige stoffer, er så udbredt i helt almindelige forbrugerprodukter, som dette nye studie viser, er desværre dårligt nyt for forbrugerne.  Tilgangen til produktion af nye produkter, som vi fortsat opererer med i dag, bliver nødt til at ændre sig og blive vendt på hovedet. Forsigtighedsprincippet må prioriteres, frem for industriens ret (og lyst) til at sætte nye produkter må markedet med en masse kemi, som ingen faktisk helt har styr på.

Det kalder i dén grad på større transparens over for forbrugerne i produkternes kemikalie-sammensætning, et langt større producent-ansvar og i langt højere grad benyttelse af forsigtighedsprincippet. Kun gennemtestede produkter, hvor man har HELT styr på slutproduktets kemikaliesammensætning og en klar dokumentation på, at ingen af kemikalierne hver for sig eller sammen skader hverken miljø, dyr og os mennesker, bør se dagens lys i fremtidens samfund.

Kilder:

Zimmermann et al. (2019): Benchmarking the in Vitro Toxicity and Chemical Composition of Plastic Consumer Products, Environmental Science & Technology Article

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Fodevarekontaktmaterialer/Sider/default.aspx

https://mst.dk/kemi/kemikalier/reach-og-clp/faa-overblik-over-reach/forbud-og-anvendelsesbegraensninger/

https://echa.europa.eu/da/substances-restricted-under-reach