Skrevet af Emilie Bøge Dresler

Der findes én beklædningsgenstand, jeg altid gerne har ville bære. Noget helt unikt og specielt, for en sejler som jeg. En beklædningsgenstand, kun for de indviede, og kun for dem, der ved noget om sejlads. En drøm og en oplevelse skulle naturligvis udleves først. Som sejler og kostumedesigner har jeg haft denne drøm i 15 år og 2019 var året, hvor muligheden bød sig. Et stykke beklædning, som var fuldstændig velfortjent, giver respekt og derudover fortjenesten efter lang sejltur over ét bestemt ocean – for mig kunne det ikke blive bedre.

Før i tiden var sejlbådens sejl lavet af bomuld. De var coated med birkebark, som medførte, at de var røde. En smuk mørk rød. Efter den lange svære tur over Atlanten trængte sejlene til at blive skiftet ud. Derfor syede man, i bedste genbrugsstil, bukser af de røde sejl, og af den grund må man i dag bære røde bukser i sejlerregi, når man har krydset det smukke og enorme ocean.

En del af arbejdet som kostumedesigner går ud på, at man passer utroligt godt på gamle beklædningsgenstande og er helt oppe at køre, når man en sjælden gang imellem får lov til at give det liv ved at putte en 1900-tals kjole på en skuespillerinde. Vi klipper ikke i den, vi syr den til – vi reparerer den og sørger for, at den bliver passet godt på. For os er dette en nødvendighed og en interesse, der ingen ende tager.

Som sejler og havmiljøvogter vil man gerne passe på de gamle skibe. Vi reparerer, sliber og holder dem i god stand. Det samme gælder havene – de skal passes godt på – dette er noget, der sidder dybt i os – vi smider ikke ting ud på den blå hylde. Det gør meget af verden desværre. 

exxpedition kun for kvinder

Det skærer i hjertet, når man gang på gang ser, hvad der sker i vores have. Som Plastic Changer forsøger vi hele tiden på at finde nye måder i vores hverdag, hvorpå vi kan reducere vores plastikforbrug. Der er ufattelig mange måder vi kan tage initiativer og deltage i nye spændende tiltag, hvor vi kan gøre en større eller mindre forskel.

Derfor søgte jeg om en plads hos eXXpedition. Et engelsk initiativ, der indebærer at sejle verden rundt de næste to år og forske i plastikforurening. Der var kun plads til 300, og alle skulle være kvinder. Jeg var så heldig at få en plads, som en ud af de 14 kvinder, der skulle sejle over Atlanten. Der er næsten 2500 sømil fra Azorerne til Antigua, Caribbean.

I Nordatlanten er en af verdens mange plastiksupper samlet. Efter et døgns tid var vi fremme ved suppen – midt ude i ingenting. Hvad forventer man at lægge øjne til? En skralde-ø man kan gå ud på? Et virvar af fiskenet, plastikstole og døde havdyr? Et hav af tanker går gennem én – forestillinger om, hvad vi er på vej ud til. Det mest skræmmende er, at du på ingen måde kan se den Nordatlantiske plastik-suppe. Jo, der ligger måske et dødt lysstofrør, den gængse plastikstol, en forhutlet plastik-ske og en livløs ballon hist og her, men du kan basically ikke se “øen” med det blotte øje. Plastikken brækker op og bliver til bittesmå plastikfragmenter – så små at vi ikke kan se dem og så små at vores fisk kan spise dem – og det gør de.

eXXpedition er kun for kvinder og det er der nogle helt bestemte grunde til. For det første er vi kvinder underrepræsenteret i STEM-brancherne – Science, Technology, Engineering, and Mathematics. Derfor er hele holdet bag forskere, teknikere etc. naturligvis også kvinder. Dette er en mulighed for at få repræsenteret kvinder mere i STEM. 

For det andet har kvindekroppen flere fedtdepoter end mandens. Når vi eksempelvis indtager fisk, der har spist mikroplastik, sætter denne mikroplastik sig fast i vores fedtdepoter – fedtdepoter vi bruger til at føde og made vores afkom med. Det er bare to af de grunde, der har fået eXXpedition til at vælge dette fokus.

Når bølgerne ikke stod for højt, kunne vi trække vores Manta Trawl gennem overfladen af vandet. Dette var bare en af de metoder, vi brugte, men klart den, der gav os mest information ude på vandet – og den absolut mest afslørende. Næsten 100 stykker små plastikfragmenter fik vi op hver eneste gang. Vi brugte den i overfladen i 30 minutter med ca 1-2 knob i fart – den er ca 60 cm bred. Det lyder måske ikke af så meget, men når man ved, at der nogle steder i Atlanten er 7 km ned til bunden, så sætter det tingene lidt i perspektiv. Det er i hele oceanet og i havbunden. 

Når man kommer retur fra sådan en oplevelse og med al den viden man får, påvirker det én helt indeni. Både den intense sejltur med fantastiske og spændende kvinder fra hele verdenen, men selvfølgelig også plastik-delen – jeg havde allerede taget engangs-plastik-kampen op, men den sidder klart i mig på en helt anden måde nu. Efter at havde fisket en plastik-ske op næsten 900 sømil ude for kysten, gør man alt hvad man kan, for ikke at bruge sådan en, når man kommer retur til land. Du ved jo, hvor den potentielt ender – du har set det.

Dét at se plastik-forurening med egne øjne har helt klart forstærket min passion omkring det – dog behøver man jo på ingen måde at krydse et ocean for at gøre opmærksom på det – man behøver heller ikke krydse et ocean for at få viden eller for at være bevidst omkring det. Plastik er jo ikke et dårligt materiale – i mange henseender er det måden vi bruger det på samt måden vi skiller os af med det, der er forkert.

Der er mange forskellige måder at være Plastic Changer på. Nogle samler skodder, nogle genbruger, nogle samler skrald, nogle sorterer skrald, nogle rydder op på strandene – alt behøver ikke at være ligeså ekstremt som at sejle over et ocean. Hvert et lille initiativ gør en forskel. Denne tur blev min store øjenåbner, mit første bidrag til forskning – til at skabe oplysning og opmærksomhed. Vi skal passe på hinanden, vores verden og vores oceaner – ligesom vi skal med de gamle både og de gamle kjoler fra 1900-tallet. 

Emilie Strandby

Storyteller