Vi kan ikke genanvende os ud af plastikforurening

Af Anne Aittomaki, 8. februar 2018

 

Januar 2018 har været et historisk startskud på plastikfronten, hvor EU Kommissionen for første gang nogensinde, har udviklet en plastikstrategi med det formål, at bekæmpe den voksende plastikforurening. Ét af målene er, at inden 2030 skal al plastikemballage designes, så det kan genbruges eller genanvendes. Plastik emballage udgør næsten 40 pct. af al plastikproduktion, så det er et ambitiøst mål, der slår et rungende slag for, hvordan vi skal komme plastikforurening til livs.

 

Men EU Kommissionen overser væsentlige faktorer i denne plastikligning, der gør, at det bliver umuligt at føre ambitionerne ud i livet, som tingene ser ud nu. EU fokuserer på genanvendelse og re-design af produkter, men har ikke øje for mængden af plastproduktion, og hvor hurtigt den vokser.

 

78 mio. tons plastikemballage på et år
I 2015 anslår Plastics Europe, at der på verdensplan blevet produceret omtrent 322 millioner tons plastik, og ifølge Ellen MacArthur Foundation er omkring 78 millioner tons af dette blevet til plastikemballage. Siden da er kurven for plastikproduktion fortsat med at stige, og alt tyder på, at produktionen vil fortsætte med at vokse til svimlende højder. Siden 2010 har store virksomheder tilsammen investeret mere end 180 milliarder dollars i plastproduktionen. Investeringer der forventes at øge den globale plastikforurening med helt op til 40 procent inden for det næste årti. Og investeringer, der langt overstiger de summer, der globalt investeres i løsninger af problemerne med plastikforurening.

 

Genanvendelse kan umuligt følge med
Alt tyder altså på, at der kommer til at skabes et totalt skævvredet forhold mellem genanvendelse og produktionshastighed. Vi udvikler og forbruger plastik i langt højere grad og i et langt højere tempo, end vi kan nå at opbygge de systemer, teknologiske såvel som sociale, der skal til, for at vi kan genanvende plastik i en mængde og kvalitet, der gør, at vi kan kalde det bæredygtigt.

 

Så når mange nu taler om genanvendelse og cirkulær økonomi som mirakelkuren mod den voksende plastikforurening, så bliver jeg nødt til at sige: nej desværre, det har lange udsigter.

Så længe vi har en mentalitet, der gør, at vi accepterer, at noget bliver produceret, brugt en gang og så smidt væk, vil det blive meget svært at lave en reel omstilling til cirkulær økonomi, hvor alt befinder sig i et lukket bæredygtigt kredsløb.

 

Vi må gentænke systemerne
Derfor er vi nødt til at gentænke hele systemet. Det store spørgsmål og den store løsning er, hvordan vi som globalt samfund kan opbygge markeder, hvor vi kan afsætte produkter, der imødekommer behovet for og efterspørgslen på et produkt, uden af det skal pakkes ind i emballage, der kun kan bruges en gang og ikke egner sig til genanvendelse.

 

Frem for udelukkende at udvikle smartere emballager og alternative materialer, handler det også om at udvikle smartere systemer for produktion, opbevaring, transport og forbrug, der helt overflødiggør de engangsemballager, der ender som uanvendeligt affald. Dette kan sagtens lade sig gøre - også uden at forøge madspil. Det handler om fundamentalt at gentænke og re-designe de strukturer og systemer, der danner ramme for vores produktionssystemer og adfærd fremfor at acceptere, at løsninger skal laves inden for status quo.

 

Vi skal altså ikke bare opbygge systemer, der kan håndtere plastik, som bliver oparbejdet og genanvendt – vi skal opbygge systemer, der eliminerer behovet for uendelige strømme af engangsplastikprodukter og emballager.

 

Vi skal op på den store omstillingsklinge, hvor vi også snakker reduktion - og ikke kun genanvendelse, hvis vi skal få bugt med den stigende plastikforurening, og det kan kun gå for langsomt.