Drømmenes – og miljøets – kaptajn er her ikke længere

Af miljøbiolog og stifter af Plastic Change, Henrik Beha Pedersen.

 

Det er fem år siden, at jeg gik og puslede med ideen om at starte Plastic Change. Der manglede et modsvar til den hastigt voksende plastikforurening. Jeg søgte en masse råd og vejledning hos mine mange gode venner og kollegaer. Var hele netværket rundt og der var Troels Kløvedal vigtig for en god opstart af vores arbejde - Troels er min onkel og som 10-årig tog han mig med på min første længere sejlads i to måneder i det græske øhav. Det var helt vildt inspirerende at komme fra storbyens brosten til det azurblå lys i det græske...

 

Nordkapren deltog i vores første store aktivitet

Jeg tog op for at besøge ham i sommerhuset i Hornbæk og vi snakkede om det voksende problem med plastik i havet. Jeg fik straks ja til mit meget store ønske; at Nordkaperen skulle lægge dæk til at vi kunne tage prøver af indholdet af plastik i havet på skibets rejse fra Danmark til Korfu. Her ville vores eget ekspeditionsskib Christianshavn være klar til at overtage forskningsarbejdet. Det var et helt fantastisk rygstød til at lancere vores første store aktivitet – Ekspedition Plastik, der dokumenterede plastik i havet hele vejen fra Danmark til Stillehavet og senere Asien.

 

    

 

Æresmedlem af Plastic Change

Efter stor succes med dette samarbejde opstod ideen om, at Troels skulle være vores æresmedlem af foreningen Plastic Change. Det var naturligt at spørge Troels, fordi hans interesse for emnet var så stor og han bakkede så meget op om vores arbejde. Reaktionen kom igen prompte og han skrev; ”tak for tilbuddet om at være æresmedlem, som bekendt er æren det fagreste træ i skoven”.

 

 

 

”Rent vander Livet”

Jeg og hele Plastic Change er evigt taknemmelige over Troels’ store støtte. Lige fra den spæde start og til det sidste var interessen og støtten intakt. Blandt andet formulerede Troels til et familieselskab mottoet ”Rent vand er livet”.

 

Vores fælles interesse i et rent hav forenede os og nu er der kun ét at gøre; vi vil fastholde den store gejst Troels udviste for vores arbejde og fortsætte arbejdet alt det bedste vi har lært for et hav uden plastik. Tak Troels for din helt særlige indsats for Plastic Change. Du er allerede og vil altid være savnet.