Dansk drikkevand frikendt for mikroplast

Af kommunikationschef, Lisbeth Engbo, d. 9. oktober 2018

 

En undersøgelse lavet af lavet af Aarhus Universitet for Miljøstyrelsen viser, at mikroplast ikke er et problem i dansk drikkevand. I 16 ud af 17 vandprøver, taget på tværs af landet, var indholdet af mikroplast under den såkaldte detektionsgrænse. En enkelt prøve overskred detektionsgrænsen, men her viste en efterfølgende analyse, at hovedparten af de mikroplast-lignede partikler faktisk bestod af andre stoffer end mikroplast.

Se hele rapporten her

 

 

 

Miljøstyrelsen bad sidste år Aarhus Universitetet om at udvikle en pålidelig målemetode, der kan finde mikroplast i drikkevand. Målemetoden blev udviklet, efter at en pilotundersøgelse i efteråret 2017 foretaget af Cphbusiness Laboratorie og Miljø, viste, at drikkevandsprøver fra 16 husstande i Region Hovedstaden alle indeholdt mikroplastik.

Drikkevandet fra de 16 undersøgte husstande indeholdt i gennemsnit 18 stykker mikroplastik pr. liter vand. Og der blev taget højde for, at omgivelserne kunne have tilført mikroplast, der kunne have forurenet prøverne, ved at baggrundsværdier blev trukket fra gennemsnittet.

 

Pilotundersøgelsen blev efterfølgende kritiseret for at være usikker, men resultaterne sammenholdt med lignende resultater fra udlandet medførte, at daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen bad Aarhus Universitet om at udvikle en sikker metode til analyse af drikkevand for mikroplastik. 

Vicedirektør i Plastic Change, Berit Asmussen glæder sig over, at den nye metode nu har vist, at mikroplastik i dansk drikkevand ikke er et problem.