Bestyrelsen

Peter Fly Hansen

Bestyrelsesmedlem, Formand

Peter er tidligere aktiechef og bankdirektør for Carnegie Bank hvor han har arbejdet i 12 år, heraf 7 år på kontoret i New York. Før det arbejdede Peter 10 år for Novo Nordisk og Novozymes. De sidste fem år har han arbejdet som konsulent og forvalter en nordisk aktieportefølje. 

Peter har været bestyrelsesformand i Plastic Change siden foråret 2015. I den rolle har han implementeret en "governance" struktur i organisationen og har sammen med resten af bestyrelsen udarbejdet Strategiske Retningslinjer og Prioriteter for foreningen. Peter har også haft en vigtig rolle i etableringen af

foreningens Advisory Network, i tæt samarbejde med grundlægger, Henrik Beha Pedersen. 

Peter har en MBA fra USA og en B.Sc. fra Handelshøjskolen i Århus. Peter's interesse i at gøre en forskel for miljøet og erfaring fra industrien og den finansielle branche bidrager væsentligt til Plastic Change organisationen.

 

Anders Kofoed

Bestyrelsesmedlem

Er uddannet biolog med speciale i evolutionær økologi, men er nok mere kendt som Godmorgen Danmarks (TV2) faste ekspert i alt omkring dyrene i vand. Han bliver også hyppigt brugt af TV2 news, DR nyheder og diverse radioprogrammer (fra P1 til PopFM). Siden 2001 har han arbejdet med at formidle svært tilgængeligt fagstof til helt almindelige mennesker – voksne som børn. Evnerne er både mundtligt og skriftligt blevet testet og skærpet blandt andet hos Naturbornholm, Zoologisk Have, Knuthenborg Safaripark samt Danmarks Akvarium og Den Blå Planet (til september 2013). Hver sommer fra 2001 til 2008 tog han til Grækenland for at redde havskildpadder blandt andet fra trusler som plastikforurening. Nu er han foredragsholder og laver naturprogrammer.

Lone Mikkelsen

Bestyrelsesmedlem

Lone er uddannet biolog fra Københavns Universitet med en ph.d. i skadesvirkningerne af nanomaterialer. De sidste fem år har hun været ansat i Det Økologiske Råd, hvor hun arbejder med det kemikaliepolitiske område med fokus på hormonforstyrrende stoffer, samvirkende effekter af kemikalier og nanomaterialer. Hun bor på Nørrebro sammen med sin kæreste Mikkel, som arbejder med økonomistyring i Dansk Flygtningehjælp.

I september 2014 var både Lone og Mikkel ombord på SY Christianshavn. Her bidrog Lone bl.a. med sin faglige viden og fik indsigt i ekspeditionens spæde barneskridt. Lone ønsker nu fortsat at bidrage til arbejdet i Plastic Change ved at indgå i bestyrelsen.

Lone har en naturlig interesse i at gøre en forskel for miljøet og med sin uddannelse samt erfaring fra arbejdslivet bidrager hun væsentligt til Plastic Change organisationen.

Henrik Beha Pedersen

Grundlægger, bestyrelsesmedlem

Henrik er grundlægger af Plastic Change. Han er uddannet miljøbiolog med speciale i kemikaliers cocktaileffekter. Miljøet og særligt toksiske effekter af kemikalier har i mange år været den røde tråd i Henriks arbejde. Blandt andet som campaigner og senere daglig leder af miljøorganisationen Greenpeace i Danmark. Arbejdet har omfattet afsløring af ulovlig eksport af elektronik til Afrika, ulovligt fiskeri i Kattegat og indførelsen af princippet om substitution med sikre kemikalier i EU's kemikalielov REACH. Dette arbejde har givet et omfattende netværk indenfor miljøområdet, i forskningsverdenen, i medierne og blandt politikerne i Danmark og EU. Henrik er mangeårigt medlem af Det Økologiske Råd og sidder i styregruppen for NGO-leder uddannelsen. Henrik er i øvrigt kaptajn på jordomsejleren Christianshavn.

Tomas Sander Poulsen

Bestyrelsesmedlem

Tomas er cand.tech.soc og direktør i Provice, hvor han til dagligt rådgiver i miljø, ressourceeffektivisering og projektudvikling. Tomas har et stort netværk til virksomheder og offentlige myndigheder på miljøområdet og en bred erfaring indenfor regulering, produktudvikling og produktion og miljøforhold. Ud over sit grundlæggende engagement i at bidrage til en mere bæredygtig udvikling har Tomas erfaring med grønne støttepuljer og har bl.a. været evaluator på EU og danske miljøprogrammer. Tomas har endvidere erfaring med strategiudvikling og forandringsledelse og har en international profil fra mere end 15 år med arbejde på internationale miljøprojekter fra Nordatlanten til Asien. Tomas er tidligere projektchef og har også arbejdet som generalist i Miljøstyrelsen.

Dorte Bjerregaard

Bestyrelsesmedlem, Master of Corporate Communication.

Passioneret langturssejler og bekymret verdensborger. På hendes sejlture og rejser ser hun alt for meget plastik, hvor det IKKE burde være. Plastikposer og gummisko midt inde i junglen på Vanuatu. Hvide og øde strande i Indonesien, som har et flere meter bredt plastik-bælte i stedet for tang. Vi skal blive meget bedre til at bruge plastik bæredygtigt. Hun arbejder med markedsføring og kommunikation.