Plastsnor_og_flaske_Vesterhavet.jpg

Bliv strandrenser og vær aktiv i dit lokalområde

Ispapir, plastik fra en sixpack, dåseøl, skruelåg fra en vandflaske. Overalt langs vandløb, ved søer og på vores strande findes store mængder plastikaffald til gene for dyr og mennesker. En del af den plastik ender i havet og bidrager til den voksende mængde plastik i oceanerne. Plastic Change arbejder sammen med andre organisationer for at skabe en national opmærksomhed omkring problemet og engagere borgere i at rydde op og fjerne plastik fra naturen. Vi forbereder bl.a. en større oplysningskampagne med fokus på plastikforurening ved danske kyster.

 

Målet med strandrensningerne

Vores mission er at samarbejde med landets kommuner og andre aktører og udbrede strandrensningerne til hele Danmark. Foreløbig har vi lavet strandrensninger på Hellerup strand, Bellevue strand, Roskilde Fjord og i Hvide Sande. 

Guide til hvordan du arrangerer din egen strandrensning

Planlægning før begivenheden

 

  • Udvælg strand, dag og tidsrum for strandrensningen.
  • Undersøg om stranden jævnligt bliver renset af kommune/foreninger.
  • Inspicer stranden, find god beliggenhed for strandrensningsbase på selve dagen.
  • Kontakt/informer kommune/region om afholdelse af strandrensningen.
  • Lav en aftale med kommunen om at de henter affaldet.
  • Læg et program for dagen.
  • Annoncer begivenhed – opslag, aviser og sociale medier. Nogle lokalaviser vil gerne have, at man selv skriver en pressemedde­lelse, da de har begrænsede ressourcer.
  • Det er en god idé, at strandrensningen ikke varer for længe, og/eller at det fremgår klart, at deltagerne selv kan vælge, hvor længe de vil deltage.
  • Sørg for at have følgende klar inden strandrensningsdagen: Skraldeposer, handsker, skraldetænger (man kan aftale med kom­munen, om de kan stille det til rådighed).
  • Foldeborde, pavillon eller stole til en strandrensningsbase.
  • Hvis I ønsker at sortere affaldet, skal I gøre plads og skaffe f.eks. fire/fem skraldespande til div. kategorier af skrald. Sorteringskategorierne kan tage udgangspunkt i kategorierne fra den lokale genbrugsstation. Sortering tager lang tid, vær derfor realistisk i forhold til, hvor meget, I kan nå at sortere!
  • Snacks/drikke til de fremmødte (nogle kommuner stiller kaffe og te til rådighed).
  • Kamera/invitation til lokalpressen.

Printvenlig udgave af guiden findes her.

På selve dagen

 

  • Tjek vejrudsigten (husk varmt tøj, da det kan være koldt at stå længe på stranden!!)
  • Strandrensningsgruppen mødes ca. en time før start.
  • Klargør strandrensningsbase.
  • Modtag deltagere og hold en kort åbningstale med praktiske informationer.
  • Assister deltagere.
  • Hjælp med sortering af skrald.
  • Afrund for/eftermiddagen med et fællesbillede, snacks og tak.
  • Indsaml strandrensningsbase og skraldespande.
  • Evt. vej eller tæl indsamlet skrald. Lokale medier vil være interesseret i, hvor meget skrald, der blev samlet og hvilke kategorier).
  • Kør skrald på genbrugsstationen eller stil det et sted efter aftale med kommunen.
/media/40673/saadan-arrangerer-du-din-egen-strandrensning.pdf