Gruppe_DSC_4991.png

Naturen har brug for Plastic Change Agenter!

Plastic Change har brug for aktive borgere, Plastic Change Agenter, der vil hjælpe med at give et hav - uden plastik - videre til de næste generationer.

Danmark er et kystland med en samlet kystlinje på ca. 8750 kilometer. Vi er samtidig et land, hvor plastikforurening er et stigende problem. Plastic Change har et bud på, hvordan vi sammen kan gøre noget ved det. Vi vil gerne samle en stime af Plastic Change Agenter. Ildsjæle, der vil være med til at gøre en forskel i deres lokalmiljøer.

 

KOM TIL INTROAFTEN 22. NOVEMBER KL. 19-21 Tilmelding: jmc@plasticchange.org

Agenter skal udbrede budskabet

Vi kan alle blive enige om, at plastik ikke hører hjemme i vores havmiljø. Plastik har som materiale mange fordele, men også store ulemper, når det ender i havet. Vi får henvendelse fra mange borgere, der ønsker at gøre en indsats lokalt, og nu får de chancen.

Med det nye initiativ Plastic Change Agenterne vil Plastic Change forankre problemstillingen og arbejdet med løsningerne, lokalt. Og de lokale kræfter er der: Sejlklubbernes frivillige, hundelufterne, de lokale fiskere, spejderne, det lokale bibliotek og kommunen, der tilsammen skal fungere som base og hjælpe os med at rekruttere lokale ildsjæle som Plastic Change Agenter. Ved at anvise veje til lokale løsninger, kan vi i fællesskab skabe en ny plastik-miljø-kultur, der bevarer vores natur og hav for fremtiden.

En agent har ingen alder

Alle, kan i princippet blive Plastic Change agenter, når bare de brænder for at passe på naturen og har lyst til at engagere sig lokalt ud fra devisen, at de store forandringer ofte starter som små lokale initiativer og projekter. Alder og erhvervsmæssig baggrund spiller ingen rolle – det vigtigste er, at man som agent har gå-på-mod og lyst til at engagere sig i det lokale miljø.

 

Bliv den lokale miljøhelt

Dit bidrag kan være alt fra at samle affald mens du lufter din hund, arrangere en lokal strandrensning, tage billeder eller lave film, engagere dine lokalpolitikere - og alt her imellem, der sætter fokus på problemet med plastikforurening. Kort sagt, du kan engagere dig på forskellige niveauer, der passer dig og dine behov og ambitioner - og vi hjælper dig gerne.

Som Plastic Change Agent vil du indgå i en ny national bevægelse for bekæmpelse af plastikforurening. Du vil løbende blive klædt på vidensmæssigt, så du kan blive den lokale miljøhelt, der ved noget om plastikforurening, og som kan råbe højt, når det flyder med plastik.

 

Er du interesseret i at høre mere:

Introaften 22.11. kl. 19-21 i Langebrogade 1b, København

Kontakt Josephine Moe Christoffersen for yderligere oplysninger.

jmc@plasticchange.org

 

Plastic Change Agent-programmet støttes af Tuborgfondet.

Alle typer kan blive Plastic Change Agenter

Alle typer kan blive Plastic Change Agenter

Støt Plastic Change Agenterne, når du skal ud at rejse

Plastic Change arbejder sammen med rejseportalen Goodwings, der ikke bruger penge på markedsføring og reklame. I stedet går pengene ind i på en konto, når man booker et hotel, hvor man som kunde kan vælge, at et bidrag går til opbygning og udbygning af Plastic Change Agent bevægelsen. Du kan som firma og som privat person støtte Plastic Change agenterne ved at booke dit næste hotel via Goodwings.

Udover midler fra Goodwings søger Plastic Change filantroper og andre, der kunne være interesseret i økonomisk at støtte Plastic Change Agent initiativet. Er du interesseret i at blive en partner, så kontakt Anne Aittomaki aa@plasticchange.org